I came like a Queen, I left like a legend

Et stort kapitel i bogen om mine skakeventyr er nu overstået. Jeg er atter ankommet til mit trygge hjem i Oslo (har nu boet her samlet 6 dage), og har oplevet den første hverdag i mit nye liv, som er grundlæggende anderledes fra eventyret i Indien. Mine highlights fra dagen har været at, slå fødderne op på bordet, trække et par shorts på benene, tage metro i skole og en kost bestående primært af ko og gris. Livet er skønt i Norden, og man sætter altså bare lidt ekstra pris på de ting, som der har været forbud mod i Indien (det er vel et rigtigt teenage-instinkt). Efter 24 timers rejse med ophold i New Delhi fra kl.23:30 til 6:15, har der også været rigtig god tid til at reflektere over turneringen som gik, og det er så nogle af de tanker, som jeg har forsøgt at skrive ned.

De to runder, som jeg mangler at runde af, er runde 12 og 13. Runde 12 er for mit vedkommende næsten ikke værd at snakke om. Det er et forfærdeligt parti, hvor jeg forsøger mig med moderne-benoni som sort. Jeg er sikker på at Per Andreasen var ved at falde af stolen, da jeg i ren protest valgte at spille: 1.d4, e6 2.c4, Sf6 3.g3, c5?? Jeg kan mange ting, at spille moderne-benoni med sort, er bare ikke en af dem… I løbet af partiet følte jeg mig dog lidt som et geni, for manøvren Ta7 for at spille Sb6-a8-c7 er nok ikke spillet så ofte – det kan der selvfølgelig også være en grund til. Og efter partiet modtog jeg en del hug fra Martin Lokander som påpegede, at jeg stort set havde efterlignet min modstanders spil fra runde 9, hvilket han jo ikke ligefrem havde rost til skyerne. Men en smule benoni er jeg jo nødt til at spille, hvis jeg skal holde liv i mine forhåbninger om, at blive miss bondestruktur på Chess24! Trods det skuffende parti, blev dagen dog reddet af en meget entusiastisk indisk mand, som ville have alle detaljer omkring, hvordan jeg sætter min knold og gentagende gange fortalte hvor pæn den var. I modsætning til at spille moderne-benoni, så er at sætte en knold én ting, som jeg kan. Rasmus Thøgersen fik til gengæld endelig fundet det overlegne spil frem og vandt et parti, som heller ikke er værd at snakke så meget om, da han bare var en klart bedre spiller.
Runden blev fejret med en lang aften med baby-skak, indtil vi pludseligt indså (nogle af os!!!), at sidste runde startede kl.10. Jeg skriver primært det her, for at kunne undskylde mit spil i sidste runde, for så dårlig kan man simpelthen ikke være uden specifik grund! I hvert fald kom de fleste af os op for at spille, og jeg selv smed en RedBull og en kop udrikkelig kaffe i kroppen, og så var jeg kørende. Der sker mange underlige ting på sådan en morgenrunde, og mit parti var i hvert fald ingen undtagelse. Jeg er virkelig ikke stolt, for jeg har sjældent set en fordel blive udnyttet så ringe. Dog spillede jeg et genialt offer i åbningen, næsten med vilje og det hele, og forventer fremover at dette offer skal kender som Kakulidis-varianten. Det må være det eneste rimelige! Partiet kan ses herunder, og jeg håber det kan give folk et smil på læben og bringe en følelse af trøst, til alle dem som selv har prøvet en lignende situation:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/8/23/Game364237578.html

Grunden til at jeg har skrevet de fleste af os et par gange i forhold til morgenrunden er, at Nordmanden og ham fra Finland sov over sig i god tro om, at runden først startede kl. 15.00, som de andre dage. I alle normale scenarier, ville jeg sige, at det faktisk overgår alle gange Rasmus har dummet sig. Nu er det bare sådan, at Rasmus stadig ikke er kommet hjem til Danmark, fordi han bestilte en flybillet til den forkert måned, på trods af at jeg gentagende gange bad ham checke. Jeg siger ikke dette for at endnu engang udstille Rasmus, det er bare en anden måde at sige “hvad sagde jeg” på. Jeg tager dog en smule ansvar for den uheldige hændelse, for jeg efterlod ham alene i 1 dag, på trods af at jeg viste, at det var 1 dag for meget. (Rasmus hvis du læser dette, så vil jeg bare sige, at det har været alt håbløsheden værd. Tak for en god tur, jeg regner ikke med at det bliver den sidste). Du vinder til gengæld konkurrencen over Joni og Sigve 🙂

Nu er tiden så kommet. Støvet har lagt sig og virkeligheden stirrer en i øjnene. Rasmus endte 8 placeringer under seedning og donerede 50 elo. Jeg selv endte 6 placeringer under seedning og donerede 60 elo, og hvordan forholder man sige lige til det? Først og fremmest synes jeg det er vigtigt at pointere, at det ikke handler om resultatet, men om processen. Vi kom til Indien for at lære noget, og vi har definitivt fået en masse lektioner! Nu handler det bare om at arbejde videre, og drage så meget ud af hvert enkelt parti som overhovedet muligt. For det andet så bliver jeg ikke mindre god til skak af at miste rating. Det kan godt være at jeg på papiret har en lavere spillestyrke, men i virkeligheden er jeg med stor sandsynlighed ikke blevet dårligere af, at have spille så stærk en turnering som denne. Desuden er der folk som har mistet meget mere end os, det er hverken rekord for denne turnering eller ratingtab for danskere til Junior VM generelt. For det tredje skal man ikke lade sig påvirke af en enkelt dårlig turnering. Både Rasmus og jeg er enige om, at det kun styrke lysten til at træne, og det tror jeg er et bevis på, at vi nok begge skal blive bedre. Desuden tager vi så meget andet hjem end bare skaklektioner. Både Rasmus og jeg har prioriteret at socialisere med de andre spiller (hvilket måske har været tydeligt i tidligere indlæg), og har derfor skabt venskaber på kryds og tværs af kontinenter. Før denne turnering ville jeg aldrig have gættet på, at jeg kunne blive venner med en 15-årig IM’er fra Iran, eller den russer som blev nr. 2 i kvindegruppen, men gode ting sker ofte, hvis man er lidt udadvendt, og jeg er nok GM’er i socialisering og party-making. Specielt er det værd at bemærke, at vi har haft det ekstra godt med de nordiske spillere, og jeg håber bestemt ikke, at det er sidste gang vi støder på dem 🙂 Alt i alt, så er jeg sikker på, at de nye venskaber og prygl i skak åbner op for nye døre og eventyr, og turneringen har klart været værd at spille, på trods af det håbløse resultat.
Nu har jeg så også haft en masse tid til at reflektere over, hvad jeg helt konkret har taget med hjem fra Indien, og i det skakmæssige har jeg fundet tre sammenhængende ting, som bliver mit primære fokus til min næste turnering: 1) Spiller baglæns i tidnød, som udspringer af 2) at jeg kommer i tidnød, som skyldes at 3) jeg har dårlig selvtillid. Hele stammen til problemet er selvfølgelig mere psykologisk end skakrelateret, hvilket man både kan tolke som godt og skidt. Jeg vil i hvert fald forsøge at fokusere mindre på, hvad som andre tænker om mit spil, og mere på at spille det, som jeg tror er det rigtige træk. Grundlæggende er alt andet vel dumt, men mine problemer er som sagt ikke altid logiske. Martin kom igen med et par vise ord, og sagde at min indstilling til hele turneringen generelt havde været forkert. Jeg bestilte jo min flybillet, så jeg umuligt kunne nå prisuddelingen, hvilket jo fra start betød, at jeg ikke regnede med at vinde. Et rigtigt skakspiller ego tager tid at opbygge, men jeg må lure på de gode i Baku, og se om jeg ikke kan nuppe noget ego fra dem. For de fleste skakspillere er det jo så stort, at de knapt kan komme igennem hoveddøren, så det kan umuligt skade, at jeg tager en smule.

Hvad er planen så nu? Som de fleste måske ved, så er jeg flyttet til Oslo, fordi jeg skal gå på NTG (Norges topp idretts gymnas) det næste halve år, hvor jeg udelukkende skal følge Simen Agdesteins skaundervisning sammen med de norske talenter. Efter at have misset de første to ugers træning, har jeg endelig været til min første lektion (men mere om det senere). Jeg tager dog afsted igen om en uge, da jeg skal til Baku og spille OL med det danske kvindelandshold, så de faste rutiner med undervisning starter først i slutningen af september. Allerede nu kan jeg drage paralleller til min tidligere gymnasietid på Katedralen – jeg skulle jo nødigt risikere, at mine lærere bliver trætte af at se på mig. Sidst og definitivt mindst, så skal jeg simpelthen stoppe med at sige god kamp før hvert eneste parti. Jeg troede det var normal høflighed, men der er åbenbart ingen som gør det udover mig, og jeg mener det jo alligevel ikke inderst inde.

Med de ord vil jeg takke af for denne turnering. Heldigvis er der ikke længe til den næste, jeg skulle jo nødigt være hjemme mere end en uge af gangen.