Det her indlæg handler primært om mit sammenstød med den pædagogisk verden og alle udfordringer med at undervise børn. Der medfølger nogle gode fortællinger 🙂

Siden jeg flyttede til Oslo, har jeg været ansat hos dragulf.no som underviser/skakinstruktør. Jobbet har indebåret at tage ud på forskellige skoler og undervise elever mellem 1-3. klasse i skak. Desuden har der været nogle sidejobs som instruktør på en pigeskaklejr og turneringsleder ved et skoleskakstævne. Personligt har jeg ingen form for pædagogisk uddannelse, og har aldrig været på kurser, som forberedelse til et arbejde som dette. Mine underliggende kompetencer har udelukkende været de jobs, jeg har haft som privatlærer I Danmark, egen personlig erfaring med børn (meget begrænset) og logisk tænkning. Ellers var det bare at kaste sig ud i det at skulle undervise i skak på en række skoler i Oslo og samle erfaring hen af vejen.

At sætte sig i respekt
Det er første dag på arbejde, og jeg er blevet sendt ud på Ila skole i centrum af Oslo. Gruppen består af bare 8 elever, og jeg skal kun undervise i 45 minutter. Jeg møder op 15 min før, som senere blev en god vane, da det gav mig tid til at stille bræt og brikker frem, og få lærerne til at låse lokalet op og indsamle børnene inden undervisningsstart. 5 minutter efter timestart, er bare to elever mødt op. Jeg kigger lidt forvirret omkring og beslutter mig for at starte. *klap* *klap*. “Hej mit navn er Ellen og jeg snakker lidt mærkeligt fordi jeg er dansk, hvis I ikke forstår mig kan I bare sig til, og så skal jeg forsøge på norsk” (det er utroligt hvor meget man kan føle, at børn bare stirrer direkte igennem ens sjæl). En lille dreng fra første klasse kigger meget usikkert på mig og dørene bliver åbnet og resten af eleverne kommer ind. Jeg gentager hvad jeg lige har sagt. “Godt så, hvor mange ved hvordan brikkerne rykker?” Alle udover den lille dreng rækker hånden op. Jeg tager en brik op på demobrættet og begynder at vise. Der går omtrent 2 sekunder inden jeg bliver afbrudt af Håkon, som begynder at tage alle brikkerne og vise hvordan de gør. Selvom det er korrekt, må der være nogen form for orden “ja tak, nu er det mig, som er lærer, så det er mig som viser”. Håkon ignorerer mig og fortsætter med den næste brik. Jeg står lidt med åben mund. “Håkon vil du være venlig at sætte dig ned på din plads”. Håkon stopper for første gang under hele timen med at snakke og kigger op på mig. “Kan du overhovedet spille skak?”. Jeg står totalt lam i 10 sekunder og stirrer dumt ud i luften, hvorefter jeg svarer: “Ja, jeg er faktisk lige kommet hjem fra VM og OL”. Og så var den diskussion lukket. Håkon satte sig ned, og jeg er nu begyndt at introducerer mig selv som landsholdsspiller.
Det er svært at opnå naturlig respekt, når man er kvinde, 1,59 høj og ikke taler sproget. Der må man drage til andre midler. Ydmyghed er ikke noget børn i alderen 7-10 år forstår sig på, og jeg er ret sikker på, at de ikke forholder sig kritisk til den givne information, så det er bare med at komme med en lang smøre om, hvor god man selv er og så slutte af med “og derfor er I heldige, at jeg vil undervise jer”.

At få dem til at respektere, at man ved bedst
Jeg står og overværer to drenge spille, den ældste af dem flytter sin dronning for 10. gang og tager endnu en brik fra modstanderen. “Haha, jeg vinder let, se alle de brikker jeg har taget”. Han kigger triumferende på mig. Jeg tænker lidt og siger i bestemt tone “som jeg har sagt tidligere: I starten af skakpartiet er det godt at flytte bønderne i centrum og derefter udvikle officererne. Hvis du flytter den samme brik mange gange, har du kun én soldat i din hær”. Drengen kiggede underligt på mig “dronningen er min yndlingsbrik og jeg vinder hver gang. Jeg står og studerer brættet lidt længere og kommer i tanke om sætningen:

“Don’t change a winning concept”

hvorefter jeg beder den dreng, som har tabt alle sine partier, om at træde til side og se på “fint så lad os spille”. Der gik ikke mere end to partier, før eleven mumlede at han havde forstået budskabet. Jeg så ham aldrig igen… jeg mener, jeg så ham aldrig begå samme fejl igen 😉
Det var ikke den eneste gang, hvor jeg stødte på en situation, hvor eleverne tvivlede på det jeg sagde. Det mest forekommende problem var, diskussionen om hvilket felt dronningen skal stå på. Når man har svært ved at finde en logisk forklaring og man ikke ved hvordan man skal illustrere, at de har vendt brættet forkert, må man bare slå foden ned og sige “jeg har ret og du tager fejl” og så skynde sig videre. Jeg har i hvert fald ikke fundet en bedre løsning… endnu.

Når børnene nægter at spille
Der er ikke gået mere end 20 minutter af lektionen, og der står allerede 4 ud af de 11 børn på holdet og annoncerer, at de ikke har tænkt sig at spille mere. Jeg peger på den opgave jeg har sat op på demobrættet, og siger at de kan løse den i stedet. 3 af dem adlyder og går hen og stirrer med tomt blik på brættet, den sidste går hen til døren. “Hvor skal du hen?” Spørg jeg i en streng tone. “Jeg vil ud og lege, jeg gider ikke spille skak, det er et dumt og nemt spil”. Dumt spil kan han have ret i, tænker jeg for mig selv “der er stadig 25 minutter tilbage af lektionen og derefter kan du gå”. Han hører ikke efter og går ud af døren. De andre tre elever kommer tilbage til mig og er nu utilfredse med at jeg lod ham gå, for det betyder vel også, at de må gå. “Jeg kan ikke med vold tvinge jer til at blive, men de eneste I snyder, er jer selv”. To mere satte jakkerne på og forsvandt. Ikke helt vellykket…
Hvad skal man gøre, når eleverne nægter at gøre, hvad man beder dem om? Det er en fritidsaktivitet, de har selv betalt for at komme, og jeg får min løn om der er 1 eller 20 elever til time. Jeg har besluttet mig for ikke at skælde ud og råbe, jeg kan sige noget i streng tone, så at de forstår, at jeg er alvorlig, men ikke mere end det. Jeg kan ikke tvinge eleverne til at blive, og jeg kan ikke true dem med, at de ikke må deltage, når det er det, de ønsker. Hvad gør man så? Omvendt psykologi og at prikke til konkurrencenerven, er det som har virket bedst. Noget i retning af “hvis du går nu, så bliver Julie nok bedre end dig til skak” eller “ja du kan bare gå, så er der mere tid til de andre”. Men ærligt det er svært, for børn er ikke dumme, og nogle er opdraget til, at de gør hvad der passer dem.

Snyd og bedrag
Jeg har sat eleverne til at spille, og går rundt og overværer deres partier, imens jeg giver gode råd. Jeg ser i øjenkrogen, at en af drengene for 2. gang i samme parti, snyder med hvordan han rykker brikkerne. Jeg går hen og retter ham “du kan ikke lave det træk, det er ulovligt”. Nå siger han og spiller videre. To træk senere gør han præcis det samme. Jeg får eleverne til at sætte sig på række og siger vi kan spille simultan. De jubler. Tålmodigt går jeg rundt mellem brætterne og rykker brikkerne (for heldigvis ved de ikke skakuret er opfundet), imens jeg nøje følger de mest pædagogisk skakprincipper jeg har lært. Ikke langt inde i simultanen forsøger ham der snyder, at påstå at hans tårn stod på et andet felt end det gjorde, så at han kunne tage min dronning. Jeg kigger strengt på ham om siger “jeg har memoreret hele partiet fra træk 1, vi kan spille det igennem, og så kan jeg vise dig, at du igen snyder”. Han kiggede bare måbende på mig, og jag bad ham om at lægge kongen ned, som symbol på at han havde tabt. Der var ikke mere diskussion om den sag.
Alle de andre elever på holdet, havde fået en illusion om, at han var klart den bedste spiller, og derfor blev han aldrig modsagt, når han lavede et træk, som ikke var tilladt. Selvom de andre kan reglerne, var de altid uopmærksomme på et tidspunkt, så han fik chancen. Han vandt konsekvent alle partier, indtil jeg konsekvent sad ved hans bræt og overværede hvert eneste træk. Hver gang han fremover forsøgte at snyde, kom der en streng løftet pegefinger og et skuffet blik. Han var smart nok til at gennemskue, hvordan han skulle snyde, men han er nok også smart nok til at forstå, at det kan han fremover kun gøre, når jeg ikke er tilstede. Moral er desværre ikke noget, som jeg kan lære en elev på 7 kurser*45 min. Jeg har accepteret, at der er begrænsninger, og det faktisk ikke er min pligt at opdrage andres børn.

Der er så mange ting, som man ikke forstår
Dette var kun et uddrag af de mange situationer, hvor jeg har stået og tænkt “hvad fanden gør jeg nu”. Jeg er ikke det mest pædagogiske menneske og jeg er ikke på forhånd blevet rustet til situationerne, så jeg har bare forsøgt at løse problemerne, så godt som en 19-årig kvinde nu kan. Efter meget kort tid blev jeg dog nødt til at indrømme overfor min mor, at jeg havde fået en ny respekt for folkeskolelærere og pædagoger, da jeg pludseligt forstod, at det ikke altid er lige nemt. Man vil jo så gerne, at alle ens elever skal elske det, man underviser i, så meget som man selv gør, men sådan er virkeligheden bare ikke… og jeg har endnu ikke fundet et argument for, hvorfor skak er sjovt eller nyttigt, til de elever, som bare ikke forstår det. Måske er det bedst, at jeg lader være med at prøve, så trækker jeg i hvert fald ikke flere med ned i den dybe verden af håbløs depression, frustration og tidsspild også kendt som skak.