Nu er en begivenhedsrig uge i New Delhi og omegn afsluttet, og vi er klar til at komme videre på nye eventyr i Bhubaneswar til World Junior Chess Championships. Som afslutning på træningsugen tilbragte vi to dage i New Delhi hos en indisk familie, der var så venlige at tage imod os, og hjælpe os igennem det sidste stykke før VM. I løbet af de to dage fik vi også set nogle alternativer til de tidligere mere turistede attraktioner, så som et hinduistisk tempel, en festival og en bar eller to. Som sønnen i familien sagde på dag to: “We have seen enough culture, let’s go and get a beer!”, hvilket jo er en holdning man kan stå inde for, når man har været på en kultur-, dannelses- og selvrealiseringsrejse den sidste uges tid.

Her ses Rasmus Thøgersen igang med en seriøs forberedelse til VM

Efter en fin afsked med familien, hvor vi blev fulgt hele vejen ind til lufthavnen og mere til, var vi klar til at komme afsted. Rasmus havde som sædvanligt ikke styr på noget som helst, han kunne hverken formå at sætte mærkater på sin taske, skrive under de rigtige steder, tage bæltet af i security, og hvad der ellers findes at simple opgaver i en lufthavn. Efterhånden er jeg bare begyndt at ryste på hovedet og sige til ham, at han er et håbløst menneske. Jeg tror han er begyndt at fatte det, men han vil dog stadig ikke indrømme, at han aldrig ville komme en meter uden mig. Han påstår at han ikke behøver have styr på noget, for jeg ordner det alligevel for ham. “Længe leve control-freaks”…
Håbløsheden var dog ikke værre end, at vi ankom til spillestedet omtrent på det anslåede klokkeslæt og endda med alt vores bagage. Hyggeligt nok stødte vi på den tyske føderation på vejen, og kunne lige udveksle et par danske ord med næsten danske Rasmus Svane, før vi blev sat på en bus til hotellet. Som jeg tidligere har nævnt, er den indiske-organisatoriske-evne knapt eksisterende, og det var lettere kaotisk at checke ind og få bekræftelse på at man har betalt for at spille. Først og fremmest var hotelpersonalet og skakorganisatorerne lettere forundret over, at vi virkelig var “invited players”, dvs. de eneste som stillede op for Danmark, og dernæst, at vi hverken havde en coach eller nogle forældre med. Toppen af kransekagen var dog, da jeg bad om nøglerne til VORES værelse, og de nærmest tabte deres kæber i forundring. Kvinden i receptionen kiggede meget skeptisk på Rasmus og sagde derefter:

“Do you really want to live with him, really?”

Det er selvfølgelig et yderst relevant spørgsmål, for hvem ønsker egentligt at dele værelse med sådan et håbløst individ som Rasmus? Desværre ved jeg, at han har brug for mig, og jeg forklarede i en pæn tone, at det var altså ikke noget problem, for vi har delt værelse hele ugen. Med et yderst frastødt blik overrakte hun nøglen til vores dobbeltværelse, som vi deler, trods vi hverken er af samme køn, gift eller kærester. Sikke en skændsel, hvad er der dog sket med verdenen?

Trods alle små forhindringer, som vi efterhånden har indset er obligatoriske, ligger vi nu udmattede på værelset. Efter 2,5 times åbningsceremoni, der indeholdt taler fra samtlige mænd i Indien og 6 slags orientalsk dans, måtte vi også indse, at dagen har været lang, og det er på tide at smutte en tur i fitness og så i seng. Vi skal jo drage fuld nytte af vores bonusuge i Indien, og at vi ikke har jetlag i modsætning til alle de andre. Desuden har vi fået recept på en kost for vindere fra lægerne derhjemme bestående af Coca-Cola og ristet brød. Derved peger alt på at vi får en forrygende skakturneringen, og jeg kan kun sige:

“I feel like a viking, ready to conquer”!

Under det tekniske møde, hvor man bliver informeret om reglerne, skulle der laves lodtrækning om farverne for topbrætterne. Der blev spurgt ud i lokalet om der var nogle GM’ere eller tidligere verdensmestre tilstede, som kunne foretage trækningen. Nogle stykker løftede hænderne, men en af turneringslederne pegede på mig. Jeg tror han kunne føle, at jeg både er kommende GM og verdensmester!

Efter en lettere kaotisk start, har vi nu fundet en smule orden i det hele. Vi har valgt at leje en privatchauffør i 3 dage, som kører os rundt mellem byerne New Delhi, Agra og Jaipur, med tilhørende guides, som viser os rundt på de steder man skal se, og fortæller om historien og kulturen. En lille bonus ved denne anordning er en minimeret risiko for at blive snydt, samt et lidt mere kvalificeret fingerpeg i retning af hvad som er værd at se.
Tirsdag d. 2.-8. var vi i New Delhi, hvor vi så seværdigheder som “The Red Fort”, “India Gate”, “Humayun’s Tomb” og meget, meget mere. Dette var også vores første dag i byen, så vi havde meget at vænne os til både i forhold til byen og kulturen. Hvad som er værd at bemærke er, at uanset hvilken guide-/taxa-chauffør man kører med, så fører de dig altid hen til deres venners textilfabrik/smykkebutik/theshop/whatever, uafhængigt af hvor mange gange du understreger, at du ikke har brug for nogle af de ting, som de sælger. Det nytter heller ikke hvor meget du forklarer dem på textilfabrikken/smykkebutikken/theshoppen/whatever, at du ikke er interesseret, de finder altid 10 ekstra ting frem, og siger lige for 42. gang, “I can show you something else?” (indisk accent). Det handler bare om at have en rygrad af stål, og stå fast ved at man ikke har brug for en dug med håndbroderede lyserøde elefanter eller en marmorkamel med rubinudsmykning.
Første dag begik jeg også en basal fejl. Jeg havde selvfølgelig tænkt over at det nok ikke var smart at gå rundt i bare ben eller med stropløs trøje, men jeg havde ikke lige overvejet, at de heller ikke er vant til at se folk med tætsiddende tøj. Uanset hvor Rasmus og jeg tog hen, var vi en større attraktion end den pågældende bygning. Jeg blev stirret på fra alle vinkler og retninger, og folk stoppede ikke med at glo, medmindre man tog øjenkontakt. Dumt træk. Nu var det selvfølgelig så heldigt, at min kuffert var blevet væk, og jeg havde derfor masser af grund til at gå på indisk shopping. Dagen efter i Agra kunne jeg i stedet flashe min brand nye saree! Det er seriøst det bedste køb, jeg har lavet i mit liv. Jeg har aldrig fået så mange komplimenter, som da vi vandrede rundt på Taj Mahal. Selv nogle af vagterne kom frem til vores guide og sagde, at det var godt at der var nogen fra vesten, som forsøgte at respektere kulturen og samtidigt så godt ud. Ja det lyder jo som mig, super hot og fuld respekt for indisk kultur. Desværre var dette dog en bidragende faktor til antallet af forespørgsler på fotos med Rasmus og jeg, så vi på et tidspunkt havde en kø af 15 drenge, der ville have foto med os. Jeg tror jeg ville få en lidt anden reaktion i Danmark, hvis jeg gik frem til en person, som var mørk i huden og bad om et billede. Heldigvis løste vores guide i Jaipur denne problematik, da han begyndte at kræve 100 rupees pr. billede. Dette sænkede antallet af fotos radikalt, hvilket gjorde, at vi havde mere tid til at nyde de fantastisk smukke monumenter i Jaipur. Specielt blev jeg imponeret over det palads, de havde på toppen af et bjerg, med en 14 km lang mur rundt omkring. Jeg ville ikke have noget imod at være den konges 15. kone, hvis det betød, at jeg også fik min egen del af paladset som alle de andre.
Udover den effektive sightseeing, har vi også fået spist noget indisk mad og indlogeret os på diverse hoteller. Noget er som altid bedre end andet, men maden er svær at smage forskel på, hvis alt bare smager af stærkt. Rasmus er dog lidt svagere på dette punkt end jeg, men vi er blevet bedre til at sikre en mere behagelig vindstyrke. Til gengæld er der ingen tvivl om, hvilket hotel som vinder dysten. I dag har vi tjekket ind på “Shahpura House”, som kan sammenlignes med de paladser vi har været ude at se. Jeg har oplevet meget, men tror aldrig jeg har set så overdrevet et hotel. Jeg var næsten sikker på , at vi var gået forkert, og det var dem i receptionen nok også, da to 18-årige tjekkede ind på et af deres luksuriøse værelser. What to do, det indgik i prisen på vores taxatur.

Bare en lille smagsprøve på hotellet, her er vores senge!

I morgen har vi nogle morgentimer her i byen med elefantridning og diverse, som vi ikke nåede i dag. Derefter kører vi tilbage til Delhi, hvor vi skal bo 2 nætter hos en indisk familie, der har været meget søde at tage imod os, hvilket jeg er taknemmelig for af flere grunde. Eventyr er godt, og man skal helt bestemt træde ud af sin komfort-zone en gang imellem, det behøver bare ikke at være hvert vågent minut af døgnet. Som en kommentar til sidste indlæg på bloggen lød, så kommer skak nok til at fremstå fuldstændigt ukompliceret, når vi ankommer på spillestedet d. 7.-8.

Mig iført verdens hæsligste bluse. Lige pt. ejer jeg kun 1 saree, 1 par shorts og 1 hæslig bluse. Som min mor dog påpegede, det er nok mere end de fleste i Indien… Baggrunden og Rasmus trækker billedet lidt op

Datoen er d.1 august 2016, klokkeslættet er 2:52, og Rasmus og jeg står klar med vores fyldpakkede kufferter ved et busstoppested på Østerbro. Hvad som allerede dengang virkede som en lettere uoverskuelig rejse med mellemlanding i både Düsseldorf og Abu Dhabi, skulle vise sig at blive på grænsen til det absurde.
Kl. 6:30 skulle vores første fly lette mod Düsseldorf, hvilket betød at Rasmus og jeg lige havde tid til et hurtigt smut i loungen og spise gratis morgenkage (lidt privilegeret har man da lov at være). Her stødte vi direkte ind i en større flok, som var klædt i sort træningstøj med OL-ringe og “Danmark” trykt henover bagsiden. Både Rasmus og jeg var enige om at de virkede bekendte, men vi havde alligevel svært ved at sætte navne på, indtil at det gik op for os, at det var det danske herrelandshold i håndbold. Vi er jo skakspillere, og man kan ikke forvente at vi følger med i den slags “sport”. Mest af alt havde jeg lyst til at råbe: “se mig, se mig, jeg skal også til OL”, og jeg konstaterede med Rasmus, at næste gang skulle vi også rejse i trøjer med danske flag og hele molevitten, så folk tror vi er vigtige. Desuden begyndte vi at spekulere i, hvorfor det nu lige var, at skak ikke tilhører det rigtige OL. Folk bruger argumentet med, at det ikke er en idræt, men altså kondi-skak, siger det bare! Her ville Rasmus også have en betydelig større chance for at komme på holdet, for løbe, det kan han! Ellers er vinter-OL jo faktisk også en oplagt kandidat, hvilket Kirsan (fide-præsidenten) også har indset. Hans forslag lå på at man skulle spille med brikker lavet af is (http://www.telegraph.co.uk/culture/chess/11570939/World-chess-chiefs-bizarre-plan-to-use-pieces-made-of-ice-to-get-game-into-Winter-Olympics.html), men jeg siger kondi-skak på skøjter. Anyhow, så måtte vi acceptere at Landin og Co. fik flere blikke end skak-duoen på vej til VM, men det er jo også kun fordi, at vi ikke går og skilter med det.
Kage fik vi spist og til gaten kom vi lige på slaget. Vi satte os ind på flyet, og der gik ikke mere end 2 minutter, så sov vi begge hele den lange “rejse”. Kl 8:10 vågnede vi, fordi vi skulle af flyet, og vi kunne næsten ikke være gladere, da vi begge havde sovet som sten. Ud af flyet kom vi, og AirBerlin delte endda chokolade ud i døren. Alt var bare dejligt ved ankomsten i Düsseldorf, udover det faktum, at vi stadig var i København. Rasmus og jeg bevægede os i god tro med strømmen, og snakkede om hvor meget lufthavnen lignede den i KBH, og hvorfor tingene stod på dansk, indtil det slog os, at vi bare havde sovet 1,5 time på flyet, uden at det havde bevæget sig 1 meter. Motorproblemer på et fly er en alvorlig sag, og jeg foretrækker da bestemt, at de fixer den før vi letter. I hvert fald endte det med, at vores rejse blev ombooket, og vi nu skulle flyve til Frankfurt i stedet og derefter direkte til Delhi. Der var trods alt held i uheldet, da vi nu ville ankommet 3 timer tidligere end på den første rejse, og humøret var atter højt.
Kl. var 01:15 og vi var endelig kommet igennem pas- og visakontrol i New Delhi, så vi kunne hente vores bagage. Eller i hvert fald prøve på. Rasmus fik sin kuffert efter længere ventetid, men min havde de desværre glemt i Frankfurt. Herre Gud tænkte jeg, så må de vel give mig nogle penge, og sende den til hotellet, værre er det vel heller ikke. Penge fik jeg og ud af lufthavnen kom vi. Indere er super gæstfrie, og der gik heller ikke mere end 10 sekunder før et par taxa-chauffører kom løbende og tilbød at vi kunne køre med dem. Det er service. Som de naive unge mennesker vi er, så fulgte vi bare med. Alle mennesker i Indien ser jo suspekte ud, og vi skulle jo faktisk videre. Efter bare 5 min stod taxaen klar, og vi skulle lige til at sætte os ind, da en lokal betjent (eller skulle jeg kalde ham helt?), drog sit skilt og stak taxa-chaufføren et par flade, som åbenbart hverken var registreret eller andet som havde med loven at gøre. Rasmus og jeg som delvist var i chok, stod bare lidt og stirrede på hinanden imens en hel flok af indiske mænd begyndte at diskutere. Pludseligt skulle Rasmus og jeg også give vores pas og rejseinformationer til “politiet”, bare for vores egen sikkerheds skyld. Vi fik en taxa og efter længere diskussion endte vi med faktisk at blive kørt til det hotel vi havde prebooket. Dette var til trods for advarslen om, at det kvarter vi bor i er slum, og at vi absolut ikke må færdes der om natten. Vi har også lært en vigtig lektie, som vores taxa-chauffør også understregede for os – man kan ikke stole på nogen i Indien. Efter det her cirkus, er jeg dog ikke engang sikker på, at jeg stoler på Rasmus.
Hvad som også lige er gået op for mig er, at shorts og korte ærmer ikke er acceptabelt for kvinder. Det bliver nok en varm omgang, da der er omkring 35 grader udenfor. Heldigvis er vi ankommet i en regntid, så det gør alligevel ikke så meget.

Det har ikke været den perfekte start på rejsen, men der er en ny dag i morgen, og så må vi se hvad der sker. Helt tryg ved situationen er der ingen af os der er, men det er jo en del af eventyret.