Don’t stop believing

8.runde er blevet spillet, og efter en lettere katastrofal afslutning på det, som Rasmus og jeg vælger at kalder Junior VM turnering 1, har vi holdt en velfortjent fridag, med diverse ikke skakrelaterede aktiviteter. Rasmus spillede i starten et fint parti, hvor han kom til at stå godt. Modstanderen var desuden presset på uret, da Rasmus havde totalt udforberedt ham i åbningen. Desværre overså Rasmus noget i en variant, som modstanderen havde fået med, og pludseligt var partiet tabt. Som han selv siger, så var det er “åndssvagt parti”. Jeg selv har forbedret mit spil en smule fra runde 5, 6 og 7, men spiller stadig under niveau. Mit spil er for låst, da jeg ikke tør tage mine chancer. Planen bliver, at jeg skal spille det, jeg tror på, frem for at spille det, som er sikkert. Min træner har også lige smidt et par tips, og jeg tror det må være første gang i skakkens historie, at en træner har anbefalet, at man skal tænke mindre og gøre mere. Det lyder i hvert fald ikke som en normal kur på dårligt spil i skak, men som Rasmus siger, så er mine skakproblemer også de mærkeligste og uden logik, så løsningen er vel derefter. Mit parti fra 8.runde kan ses på linket under. Jeg har selv smidt et par kommentarer, så folk kan få et indblik i, hvad Rasmus og Per mener:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/8/17/Game411837750.html

Aftenen før fridagen havde vi rigelig mulighed for at mingle med nogle af de andre nationer, og da vi sad i et selskab, hvor vi kom fra 12 forskellige lande, var der kun 1 europæer, som klarede sig godt i turneringen. Generelt så stødte vi hele den aften kun på folk, som var utilfredse med deres turneringsresultater og spil. Om det har noget at gøre med, at dem som klarer sig godt ikke sidder ude kl.4 om morgenen og drikker vand fra flaske med os andre, eller at rumæneren har ret i, at konkurrencen bare er meget hårdere end man er vant til, vides ikke. Man deltager ikke i Junior VM, hvis man ikke tror man er den bedste, og for mange af os, som har andet indhold i vores liv end skak, kan det godt være en lidt stor mundfuld, når man skal udkæmpe hvert eneste skakparti, som om det gjaldt ens liv. Når det er sagt, så hører man sjældent nogen, som fortryder, at de deltager i Junior VM, trods at mange af os har store tab på ratingkontoen. Stemningen var også stadig nogenlunde munter, da Tom, Martin og jeg sad og spiste morgenmad kl.7 med 20 andre, som også havde haft en lang nat med dybe refleksioner over tilværelsen. Jeg vil dog give Tom ret i, at det absolut ikke gav nogen mening, at vi skulle spise morgenmad før vi gik i seng, men samtidigt er frisk papaya altså et godt argument.
På fridagen stod Rasmus og jeg op kl.14 for at spise frokost (Gud forbyde at vi misser et gratis måltid), hvorefter vi gik tilbage på værelset og med det samme faldt i søvn igen. Kl 18. Vågnede jeg lettere forvirret ved at Martin Lokander stod og stirrede på mig inde på vores værelse, og Rasmus var væk. Dybt rystet og forvirret over, hvor jeg selv befandt mig, og hvad som foregik, formåede jeg alligevel at opsnappe en rolig besked fra Martin “shoppingecenter… nu… Tom og mig… mad”, og flere ord behøvede jeg egentligt ikke at høre, før jeg droppede sengens varme og i stedet hoppede ud i Indiens trafik. Det var rart til en afveksling at spise et andet sted end på hotellet, og for første gang i 2 uger, fik jeg også smagt rigtigt kød. Jeg kan allerede mærke, hvordan det ekstra skud protein kommer til at være afgørende for dagens runde. Da vi kom tilbage på hotellet og gik ind på vores respektive værelser, kunne jeg i undren konstatere, at Rasmus stadig var væk… normalt, så ville jeg bare være lettere bekymret, for han havde hverken sagt at han var taget på tur, eller noget som helst andet, og han har jo ikke en god historik, hvad angår at passe på sig selv. I dette tilfælde dog, havde jeg mere brug for ham af andre årsager, da jeg gentagende gange på hoteltelefonen modtog opkald fra en indisk mand, som var interesseret i at “vi skulle være lidt sammen”, efter at han havde set mig til morgenmaden (generelt er det svært at påstå, at jeg ligner en prostitueret, men jeg havde trods alt ikke sovet i næsten 24 timer på daværende tidspunkt…). Selvom jeg godt forstår hans ønske (det er trods alt mig), så følte jeg mig lettere utilpas alene på værelset, da han ringede for tredje gang. Det er altså i sådan nogle situationer, at det er rart at have Rasmus ved ens side, selv om han ikke ser direkte skræmmende ud. Løsningen på problemet blev i stedet, at jeg smuttede ind til svenskerne og blev der, indtil Rasmus viste tegn på liv. I mellemtiden viste det sig, at Rasmus var taget på tur for at se noget mere indisk kultur, da chancen bød sig. Kultur i dette tilfælde indebar, at de sad 1,5 time i en bus, for at komme til en strand, hvor der var mørkt, og man ikke måtte bade, for derefter at blive kørt til den obligatoriske souvenirshop og 1,5 time hjem igen. Han påstår, at det var meget hyggeligt, men da han endelig kom tilbage kl. 22:30, var vi alle enige om, at det var godt, at vi ikke tog med.

I dag starter Junior VM turnering 2, og både Rasmus og jeg ser det som en frisk start, hvor vi har mulighed for at genfinde os selv som skakspillere. En stor motiverende faktor er også, at der nu er opstået en oversidder i begge grupper, og ingen af os har et stort ønske om, at tilbringe en dag alene på hotellet. Nu turnering, ny kamp, nye muligheder!

Se hvor glade vi ser ud, trods at turneringen ikke kunne gå meget værre 🙂