OLé OLé OLé

Bum bum en tidlig morgen og så er man samlet med både damernes og herrernes landshold i Kastrup lufthavn. Ikke alt for tidligt, så vi skulle stå og vente, men hellere ikke senere end, at de sidste på holdet nåede sidste call på check-in med 7 minutter. Det er tidligere nævnt i sammenhæng med Rasmus Thøgersen, at det er vigtigt at tage pas med, når man skal ud at flyve, det er dog også vigtigt, at det er ens eget… Men et kendt ordsprog siger, at selv de bedste (skakspillere) laver fejl.  Desuden kom vi jo afsted med en marginal.
Vi ankom til Baku ret sent, og blev modtaget af et vejr og kaos, som var lidt værre end forventet. Øsregn og mangel på hotelværelse er ikke øverst på min liste over favoritter. Nogle af mændene blev klemt sammen på dobbeltværelse (det er åbenbart essentielt af mændene ikke bor sammen i modsætning til kvinderne, der altid bor sammen. Hvad dette skyldes, sætter kun fantasien grænser for), men i sidste ende fik alle en nøgle i hånden, så man kunne liste i seng og få sig en god nats søvn inden klokken blev alt for sent… troede vi. Selskabet opløstes, og Freja og jeg slæbte i god stemning vores kufferter ind på det, vi troede, var “vores” værelse. Det viste sig dog, at nogen havde boet her tidligere, og hverken seng, toilet, skraldespand eller håndklæder var rene. Nå, men så må man jo ned igen og bede om rengøring, det kan jo ikke være spor besværligt i et så effektiviseret samfund som Azerbaijan. 10 minutter i kø og så en kort besked om, at værelset ville være rent om 30 min. Fint, ingen katastrofe, når de har et bordtennisbord. 30 minutter senere var værelset selvfølgelig stadig ikke rent, og pludseligt stod den på timelang check (talte vi nu også sandt, var værelset virkelig beskidt?), gentagende løfter om rengøring efter 30 minutter og en stor røvfuld fra min side, der endelig efter 1 time gjorde, at receptionisten bukkede under og ville opgradere vores værelse. Det er jo endnu engang en god tanke og rigtigt fint, hvis ikke det var for, at en mand allerede lå og sov inde på vores nye værelse, da vi åbnede døren… I sidste ende fik vi en gratis milkshake hver, og kom i seng allerede kl.2:30. Jeg er sikker på at det ikke kunne gøres bedre 🙂 Nu skal jeg så også være fair og sige, at hotellet faktisk er rigtigt fint, og der ikke er noget at sætte en finger på i forhold til maden. På trods af den manglende evne til at agere selvstændigt hos personalet, frivillige, arrangører osv. Så er forholdene omkring os rigtig gode.

Altså jeg caller ikke helt worth på de 3 timer, vi skulle vente på rengøring, men milkshaken var god!

Første morgen i Baku gik hovedsageligt med, at jeg skulle gå og lege starstruck, imens jeg pegede på diverse kendte og halvkendte skakspillere og stillede Freja spørgsmålet “ved du SÅ hvem det der er!?” Svaret var oftest nej, men det blev rigtigt interessant, da jeg pegede på Topalov og hun ikke havde nogen anelse om, hvem han var. Det er selvfølgelig pinligt for hende, problemet er så bare, at hun 5 minutter senere pegede på Judit Polgar, som jeg bare troede, var en tilfældig kvinde… Diskussionen går så nu på, hvem af Topalov og Polgar er værst ikke at genkende? Til mit forsvar har Judit altså taget mere end et par kilo på.
Den primære beskæftigelse for mig var ellers at forsøge at holde nerverne nogenlunde i ro. Middagsmad blev der dog ikke meget af, heldigt for vores “value for money”, har nervøsitet den omvendte effekt på Freja, som var nede og spise middagsmad mere end to gange. Thomas og de andre var super søde til at forsikre mig om, at det nok skulle gå, og jeg ikke behøver at være nervøs. Men det er sjovt med sådan noget, ord virker bare ikke, og partiet blev da også spillet med rystende hænder og utroligt dårlig tidshåndtering. Primært fordi jeg skulle bruge 2 min hvert træk på at få pulsen ned til en menneskelig rytme. Min modstander var dog det kæreste, jeg nogensinde har set – en tiårig pige med lange rottehaler. Dette stoppede mig dog ikke fra at vinde, og til alles glæde, kan både jeg og Freja prale af at være ubesejrede til OL. Både herrerne og damerne formåede da også at præstere 4-0, som var forventet. Den eneste tvivlsomme præstation fra herrernes side var Sune Berg, da 1.d4! jo klart er et bedre træk. De andre spillede til gengæld fejlfrit og fik derfor hurtigt tid til at studere området. Det helt store engagement faldt på flagstangen udenfor spillestedet, som åbenbart skulle være verdens 2. største og have et flag som vejer 320 kg. For mere information kan man skrive til Jakob Vang Glud, som er meget fascineret og har nærstuderet alle fakta… Kvinderne havde som sædvanligt mere travlt med sladder, men jeg deler skam også den begejstring. Det er altså vigtigt at vide, om Caruana er tilgængelig for Freja eller ej, det har jo konsekvenser for mine strategiske planer til Bermuda-festen.

Det er fantastisk herligt at alle fra holdet er startet godt ud og stemningen er god. Gå på mod har vi alle nok af, så Bulgarerne kan bare komme an!