I came like a Queen, I left like a legend

Et stort kapitel i bogen om mine skakeventyr er nu overstået. Jeg er atter ankommet til mit trygge hjem i Oslo (har nu boet her samlet 6 dage), og har oplevet den første hverdag i mit nye liv, som er grundlæggende anderledes fra eventyret i Indien. Mine highlights fra dagen har været at, slå fødderne op på bordet, trække et par shorts på benene, tage metro i skole og en kost bestående primært af ko og gris. Livet er skønt i Norden, og man sætter altså bare lidt ekstra pris på de ting, som der har været forbud mod i Indien (det er vel et rigtigt teenage-instinkt). Efter 24 timers rejse med ophold i New Delhi fra kl.23:30 til 6:15, har der også været rigtig god tid til at reflektere over turneringen som gik, og det er så nogle af de tanker, som jeg har forsøgt at skrive ned.

De to runder, som jeg mangler at runde af, er runde 12 og 13. Runde 12 er for mit vedkommende næsten ikke værd at snakke om. Det er et forfærdeligt parti, hvor jeg forsøger mig med moderne-benoni som sort. Jeg er sikker på at Per Andreasen var ved at falde af stolen, da jeg i ren protest valgte at spille: 1.d4, e6 2.c4, Sf6 3.g3, c5?? Jeg kan mange ting, at spille moderne-benoni med sort, er bare ikke en af dem… I løbet af partiet følte jeg mig dog lidt som et geni, for manøvren Ta7 for at spille Sb6-a8-c7 er nok ikke spillet så ofte – det kan der selvfølgelig også være en grund til. Og efter partiet modtog jeg en del hug fra Martin Lokander som påpegede, at jeg stort set havde efterlignet min modstanders spil fra runde 9, hvilket han jo ikke ligefrem havde rost til skyerne. Men en smule benoni er jeg jo nødt til at spille, hvis jeg skal holde liv i mine forhåbninger om, at blive miss bondestruktur på Chess24! Trods det skuffende parti, blev dagen dog reddet af en meget entusiastisk indisk mand, som ville have alle detaljer omkring, hvordan jeg sætter min knold og gentagende gange fortalte hvor pæn den var. I modsætning til at spille moderne-benoni, så er at sætte en knold én ting, som jeg kan. Rasmus Thøgersen fik til gengæld endelig fundet det overlegne spil frem og vandt et parti, som heller ikke er værd at snakke så meget om, da han bare var en klart bedre spiller.
Runden blev fejret med en lang aften med baby-skak, indtil vi pludseligt indså (nogle af os!!!), at sidste runde startede kl.10. Jeg skriver primært det her, for at kunne undskylde mit spil i sidste runde, for så dårlig kan man simpelthen ikke være uden specifik grund! I hvert fald kom de fleste af os op for at spille, og jeg selv smed en RedBull og en kop udrikkelig kaffe i kroppen, og så var jeg kørende. Der sker mange underlige ting på sådan en morgenrunde, og mit parti var i hvert fald ingen undtagelse. Jeg er virkelig ikke stolt, for jeg har sjældent set en fordel blive udnyttet så ringe. Dog spillede jeg et genialt offer i åbningen, næsten med vilje og det hele, og forventer fremover at dette offer skal kender som Kakulidis-varianten. Det må være det eneste rimelige! Partiet kan ses herunder, og jeg håber det kan give folk et smil på læben og bringe en følelse af trøst, til alle dem som selv har prøvet en lignende situation:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/8/23/Game364237578.html

Grunden til at jeg har skrevet de fleste af os et par gange i forhold til morgenrunden er, at Nordmanden og ham fra Finland sov over sig i god tro om, at runden først startede kl. 15.00, som de andre dage. I alle normale scenarier, ville jeg sige, at det faktisk overgår alle gange Rasmus har dummet sig. Nu er det bare sådan, at Rasmus stadig ikke er kommet hjem til Danmark, fordi han bestilte en flybillet til den forkert måned, på trods af at jeg gentagende gange bad ham checke. Jeg siger ikke dette for at endnu engang udstille Rasmus, det er bare en anden måde at sige “hvad sagde jeg” på. Jeg tager dog en smule ansvar for den uheldige hændelse, for jeg efterlod ham alene i 1 dag, på trods af at jeg viste, at det var 1 dag for meget. (Rasmus hvis du læser dette, så vil jeg bare sige, at det har været alt håbløsheden værd. Tak for en god tur, jeg regner ikke med at det bliver den sidste). Du vinder til gengæld konkurrencen over Joni og Sigve 🙂

Sigve som forklarer Tom og Martin, hvorfor de ikke mødte op til runden

Sigve som forklarer Tom og Martin, hvorfor de ikke mødte op til runden

Nu er tiden så kommet. Støvet har lagt sig og virkeligheden stirrer en i øjnene. Rasmus endte 8 placeringer under seedning og donerede 50 elo. Jeg selv endte 6 placeringer under seedning og donerede 60 elo, og hvordan forholder man sige lige til det? Først og fremmest synes jeg det er vigtigt at pointere, at det ikke handler om resultatet, men om processen. Vi kom til Indien for at lære noget, og vi har definitivt fået en masse lektioner! Nu handler det bare om at arbejde videre, og drage så meget ud af hvert enkelt parti som overhovedet muligt. For det andet så bliver jeg ikke mindre god til skak af at miste rating. Det kan godt være at jeg på papiret har en lavere spillestyrke, men i virkeligheden er jeg med stor sandsynlighed ikke blevet dårligere af, at have spille så stærk en turnering som denne. Desuden er der folk som har mistet meget mere end os, det er hverken rekord for denne turnering eller ratingtab for danskere til Junior VM generelt. For det tredje skal man ikke lade sig påvirke af en enkelt dårlig turnering. Både Rasmus og jeg er enige om, at det kun styrke lysten til at træne, og det tror jeg er et bevis på, at vi nok begge skal blive bedre. Desuden tager vi så meget andet hjem end bare skaklektioner. Både Rasmus og jeg har prioriteret at socialisere med de andre spiller (hvilket måske har været tydeligt i tidligere indlæg), og har derfor skabt venskaber på kryds og tværs af kontinenter. Før denne turnering ville jeg aldrig have gættet på, at jeg kunne blive venner med en 15-årig IM’er fra Iran, eller den russer som blev nr. 2 i kvindegruppen, men gode ting sker ofte, hvis man er lidt udadvendt, og jeg er nok GM’er i socialisering og party-making. Specielt er det værd at bemærke, at vi har haft det ekstra godt med de nordiske spillere, og jeg håber bestemt ikke, at det er sidste gang vi støder på dem 🙂 Alt i alt, så er jeg sikker på, at de nye venskaber og prygl i skak åbner op for nye døre og eventyr, og turneringen har klart været værd at spille, på trods af det håbløse resultat.
Nu har jeg så også haft en masse tid til at reflektere over, hvad jeg helt konkret har taget med hjem fra Indien, og i det skakmæssige har jeg fundet tre sammenhængende ting, som bliver mit primære fokus til min næste turnering: 1) Spiller baglæns i tidnød, som udspringer af 2) at jeg kommer i tidnød, som skyldes at 3) jeg har dårlig selvtillid. Hele stammen til problemet er selvfølgelig mere psykologisk end skakrelateret, hvilket man både kan tolke som godt og skidt. Jeg vil i hvert fald forsøge at fokusere mindre på, hvad som andre tænker om mit spil, og mere på at spille det, som jeg tror er det rigtige træk. Grundlæggende er alt andet vel dumt, men mine problemer er som sagt ikke altid logiske. Martin kom igen med et par vise ord, og sagde at min indstilling til hele turneringen generelt havde været forkert. Jeg bestilte jo min flybillet, så jeg umuligt kunne nå prisuddelingen, hvilket jo fra start betød, at jeg ikke regnede med at vinde. Et rigtigt skakspiller ego tager tid at opbygge, men jeg må lure på de gode i Baku, og se om jeg ikke kan nuppe noget ego fra dem. For de fleste skakspillere er det jo så stort, at de knapt kan komme igennem hoveddøren, så det kan umuligt skade, at jeg tager en smule.

Hvad er planen så nu? Som de fleste måske ved, så er jeg flyttet til Oslo, fordi jeg skal gå på NTG (Norges topp idretts gymnas) det næste halve år, hvor jeg udelukkende skal følge Simen Agdesteins skaundervisning sammen med de norske talenter. Efter at have misset de første to ugers træning, har jeg endelig været til min første lektion (men mere om det senere). Jeg tager dog afsted igen om en uge, da jeg skal til Baku og spille OL med det danske kvindelandshold, så de faste rutiner med undervisning starter først i slutningen af september. Allerede nu kan jeg drage paralleller til min tidligere gymnasietid på Katedralen – jeg skulle jo nødigt risikere, at mine lærere bliver trætte af at se på mig. Sidst og definitivt mindst, så skal jeg simpelthen stoppe med at sige god kamp før hvert eneste parti. Jeg troede det var normal høflighed, men der er åbenbart ingen som gør det udover mig, og jeg mener det jo alligevel ikke inderst inde.

Med de ord vil jeg takke af for denne turnering. Heldigvis er der ikke længe til den næste, jeg skulle jo nødigt være hjemme mere end en uge af gangen.

 

14123451_10209210783774081_98053274_o (1)

Rasmus, Joni og jeg som spiller UK skak. De er et 3-mads skakspil, hvor UK forsøge at forhindre at nogen af de andre vinder, da UK altid ønsker fred. Jeg tror de drikker for meget i Finland…

 

Mere baby-skak!

Mere baby-skak!

Uuuuuh, det er svært at være så middelmådig

Efter fridagen startede Rasmus og jeg på en ny turnering. Vi har siden da spillet de første 3 af de 5 runder som er i Junior VM turnering 2. Jeg selv har været ganske solid. Jeg udraderede en pige fra Sri Lanka på 1550, hvor jeg understregede, hvorfor man ikke spiller b6 og Lb7 i moderne benoni. Ikke et eneste dårligt træk, vil jeg næsten våge at påstå, men det kan jo være, at Martin Lokander mener noget andet. Han har i hvert fald kommenteret partiet. I kan se det, hvis I trykker på linket herunder:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/8/20/Game20544562.html

Herefter har jeg mødt endnu en inder på 2080, med den fantastiske titel WCM (alle ved, at det kun er sande mestre, som besidder så smuk en titel. Eneste kandidat til at toppe, er ham i den åbne gruppe, som har titlen AIM = Arena IM, hvilket kræver en lynrating på 1700). Jeg havde sort og lykkedes for første gang ikke at tabe mod en højere-rated i Taimanov. Jeg har ellers påstået, at den åbning er lort, og jeg aldrig skulle spille den igen op til flere gange, men se nu bare som jeg kan. Og gårsdagens succes den fortsatte direkte videre til dagens parti, hvor jeg satte en belgier godt og grundigt på plads… eller… i hvert fald i dele af partiet. Jeg har svært ved at færdiggøre, for jeg mangler simpelthen blod på tanden. Martin Lokander har en teori om, at det skyldes mangel på kød: ingen kød > ingen smag for blod > ingen killer instinct, og det kan der jo være noget om. Han er også en klog mand, som i samspil med Tom Rydström har bragt flere essentielle ideer på bordet, der har reddet mit spil. Udover successen med den friske papya, har de også introduceret RedBull som en vindende energikilde, nu hvor “kaffen” er udrikkelig (består af 90% sukker, 5% mælk og 5% kaffe). Jeg har i hvert fald ikke tabt, siden jeg startede med at drikke RedBull, og så er det jo ligemeget, at bivirkningen er, at jeg er så hyperaktiv, at jeg ikke kan sidde ned under hele partiet. Livsstilstips fra Martin Lokander, det er det nye! Det er næsten synd, at vi ikke spiller 20 runder, når jeg sådan skulle bruge de første 8 som opvarmning for at finde det gode spil frem. Til gengæld kan jeg glæde mig over, at det endelig er kommet tilbage, og jeg føler mig igen som mig selv. Nu spiller vi jo på KIIT University, men jeg kan skam citere en anden Kidd og sige: “…det er svært at være så god”. Rasmus Thøgersen er nok til gengæld ret glad for, at vi ikke spiller 20 runder. Han har ikke imponeret det sidste stykke tid, og har kun fået en mesterlig sejr mod Grandmaster bye og 2 nederlag. Det eneste jeg kan sige til Rasmus er:
“Always remember you are someone’s reason to smile, cause you are a joke”

Og jeg smiler skam meget 😉 Desværre må jeg nok erkende, at Rasmus er turneringens stærkeste baby-skakspiller. På det punkt har han imponeret de sidste par dage (senest da vi vandt over et udfordrende hold fra delvist Belgien og Slovenien), og jeg holder stadig fast i, at det er det som tæller! Han har kommenteret et af sine egne partier, som kan ses herunder, hvis man trykker på linket:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/8/20/Game365336734.html

Rasmus og jeg er også ved at have skabt et godt ry for Danmark. Delvist på grund af vores fremragende babyskak-talent, og delvist fordi vi deltog i en lille sammenkomst med primært russiske, iranske og vietnamesiske spillere, hvor vi bragte festen. Her strålede vi virkelig med de danske talenter, og jeg blev næsten hyllet som helte, da jeg 1) vandt i armlægning over en af drengene 2) kunne tage 20 armbøjninger i streg uden problemer 3) lavede ormen. Jeg kan godt forstå, at de var i chok, for det er svært at forestille sig, at en og samme person skulle rumme alle disse egenskaber, og så endda en skakspiller!? Den aften tog også en meget mystisk drejning, da jeg og en af de førende i turneringen (en russisk pige) pludseligt endte i poolen på en udfordring. Der sker mange mærkelige ting efter kl. 4, men jeg tror de fleste ville have syntes, at en frisk lille svømmetur var mere normal, end den dans jeg lavede i spillesalen før rundestart. Hvis jeg skal give et tip, så lad være med at indgå aftale på det tidspunkt på dagen. Det ender bare med, at man står op plukker æbler midt i spillesalen foran 6 turneringsledere og 20 spillere som er flade af grin. Jeg har mange talenter. Dans er ikke en af dem… Anyhow, så er Rasmus og jeg nu kendt som “the funny danes”, og bliver inviteret til alting. Jeg synes, at det er en succeshistorie i sig selv!

En lille diskret svømmetur. Vandet var muligvis giftigt, ligesom resten af Indien

En lille diskret svømmetur. Vandet var muligvis giftigt, ligesom resten af Indien

Hvis house-keeping kan lade være med at vække os kl.8:30 i morgen, så er jeg sikker på, at det bliver dagen, hvor både Rasmus og jeg får succes! INFO (det er en uskreven lov, at man ikke vækker folk før 11, det ved alle forældre som har haft teenagebørn vel, spørg selv min mor eller Aalborg Garden, dem har jeg råbt det efter utallige gange!). Som afsluttende sætning, skulle jeg sige fra Rasmus at skak er et lorte-spil, men jeg tror det er et citat af Allan Stig…

Tom og hans partner Joni :)

Tom og hans partner Joni 🙂

Don’t stop believing

8.runde er blevet spillet, og efter en lettere katastrofal afslutning på det, som Rasmus og jeg vælger at kalder Junior VM turnering 1, har vi holdt en velfortjent fridag, med diverse ikke skakrelaterede aktiviteter. Rasmus spillede i starten et fint parti, hvor han kom til at stå godt. Modstanderen var desuden presset på uret, da Rasmus havde totalt udforberedt ham i åbningen. Desværre overså Rasmus noget i en variant, som modstanderen havde fået med, og pludseligt var partiet tabt. Som han selv siger, så var det er “åndssvagt parti”. Jeg selv har forbedret mit spil en smule fra runde 5, 6 og 7, men spiller stadig under niveau. Mit spil er for låst, da jeg ikke tør tage mine chancer. Planen bliver, at jeg skal spille det, jeg tror på, frem for at spille det, som er sikkert. Min træner har også lige smidt et par tips, og jeg tror det må være første gang i skakkens historie, at en træner har anbefalet, at man skal tænke mindre og gøre mere. Det lyder i hvert fald ikke som en normal kur på dårligt spil i skak, men som Rasmus siger, så er mine skakproblemer også de mærkeligste og uden logik, så løsningen er vel derefter. Mit parti fra 8.runde kan ses på linket under. Jeg har selv smidt et par kommentarer, så folk kan få et indblik i, hvad Rasmus og Per mener:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/8/17/Game411837750.html

Aftenen før fridagen havde vi rigelig mulighed for at mingle med nogle af de andre nationer, og da vi sad i et selskab, hvor vi kom fra 12 forskellige lande, var der kun 1 europæer, som klarede sig godt i turneringen. Generelt så stødte vi hele den aften kun på folk, som var utilfredse med deres turneringsresultater og spil. Om det har noget at gøre med, at dem som klarer sig godt ikke sidder ude kl.4 om morgenen og drikker vand fra flaske med os andre, eller at rumæneren har ret i, at konkurrencen bare er meget hårdere end man er vant til, vides ikke. Man deltager ikke i Junior VM, hvis man ikke tror man er den bedste, og for mange af os, som har andet indhold i vores liv end skak, kan det godt være en lidt stor mundfuld, når man skal udkæmpe hvert eneste skakparti, som om det gjaldt ens liv. Når det er sagt, så hører man sjældent nogen, som fortryder, at de deltager i Junior VM, trods at mange af os har store tab på ratingkontoen. Stemningen var også stadig nogenlunde munter, da Tom, Martin og jeg sad og spiste morgenmad kl.7 med 20 andre, som også havde haft en lang nat med dybe refleksioner over tilværelsen. Jeg vil dog give Tom ret i, at det absolut ikke gav nogen mening, at vi skulle spise morgenmad før vi gik i seng, men samtidigt er frisk papaya altså et godt argument.
På fridagen stod Rasmus og jeg op kl.14 for at spise frokost (Gud forbyde at vi misser et gratis måltid), hvorefter vi gik tilbage på værelset og med det samme faldt i søvn igen. Kl 18. Vågnede jeg lettere forvirret ved at Martin Lokander stod og stirrede på mig inde på vores værelse, og Rasmus var væk. Dybt rystet og forvirret over, hvor jeg selv befandt mig, og hvad som foregik, formåede jeg alligevel at opsnappe en rolig besked fra Martin “shoppingecenter… nu… Tom og mig… mad”, og flere ord behøvede jeg egentligt ikke at høre, før jeg droppede sengens varme og i stedet hoppede ud i Indiens trafik. Det var rart til en afveksling at spise et andet sted end på hotellet, og for første gang i 2 uger, fik jeg også smagt rigtigt kød. Jeg kan allerede mærke, hvordan det ekstra skud protein kommer til at være afgørende for dagens runde. Da vi kom tilbage på hotellet og gik ind på vores respektive værelser, kunne jeg i undren konstatere, at Rasmus stadig var væk… normalt, så ville jeg bare være lettere bekymret, for han havde hverken sagt at han var taget på tur, eller noget som helst andet, og han har jo ikke en god historik, hvad angår at passe på sig selv. I dette tilfælde dog, havde jeg mere brug for ham af andre årsager, da jeg gentagende gange på hoteltelefonen modtog opkald fra en indisk mand, som var interesseret i at “vi skulle være lidt sammen”, efter at han havde set mig til morgenmaden (generelt er det svært at påstå, at jeg ligner en prostitueret, men jeg havde trods alt ikke sovet i næsten 24 timer på daværende tidspunkt…). Selvom jeg godt forstår hans ønske (det er trods alt mig), så følte jeg mig lettere utilpas alene på værelset, da han ringede for tredje gang. Det er altså i sådan nogle situationer, at det er rart at have Rasmus ved ens side, selv om han ikke ser direkte skræmmende ud. Løsningen på problemet blev i stedet, at jeg smuttede ind til svenskerne og blev der, indtil Rasmus viste tegn på liv. I mellemtiden viste det sig, at Rasmus var taget på tur for at se noget mere indisk kultur, da chancen bød sig. Kultur i dette tilfælde indebar, at de sad 1,5 time i en bus, for at komme til en strand, hvor der var mørkt, og man ikke måtte bade, for derefter at blive kørt til den obligatoriske souvenirshop og 1,5 time hjem igen. Han påstår, at det var meget hyggeligt, men da han endelig kom tilbage kl. 22:30, var vi alle enige om, at det var godt, at vi ikke tog med.

I dag starter Junior VM turnering 2, og både Rasmus og jeg ser det som en frisk start, hvor vi har mulighed for at genfinde os selv som skakspillere. En stor motiverende faktor er også, at der nu er opstået en oversidder i begge grupper, og ingen af os har et stort ønske om, at tilbringe en dag alene på hotellet. Nu turnering, ny kamp, nye muligheder!

Se hvor glade vi ser ud, trods at turneringen ikke kunne gå meget værre :)

Se hvor glade vi ser ud, trods at turneringen ikke kunne gå meget værre 🙂

En dag i en VM-deltagers liv

Efterhånden er vi ved at komme ind i de faste rutiner her på hotellet. Morgenen går gerne med at sove til kl.10:15, hvorefter jeg vækker Rasmus og siger at vi har 15 minutter inden morgenmaden lukker. Vi finde begge et par shorts og gerne klipklappere og skynder os ned af trappen. Bruger 10 minutter på at spise, hvor vi har vores daglige konversation med den tyske delegation, eller egentligt kun Rasmus Svane. Et par ord bliver udvekslet om runden. Thøgersen og jeg fortæller som regel at vi tabte, Svane fortæller som regel at han vandt heldigt, (den dreng har enten meget held, eller så lyver han). Herefter går vi op på værelset, bruger 2-3 timer på forberedelse og diverse, som at tage et bad, klæde os på, få skæld ud på facebook over vores performance, forsøger at glemme elendigheden fra forrige dag og andre standard ting. Herefter spiser vi frokost, hvor jeg bruger det meste af tiden på at klage over musikken (Celine Dion bliver spillet hver dag præcis kl 13:00, derefter følger ABBA, har jeg observeret), og herefter hvordan jeg er i mangel på protein (specielt bacon). Efter frokost går vi tilbage på værelset, hvor vi oftest bliver mødt af housekeeping, der stiller 15 flasker vand på vores bord uafhængigt af, hvor mange vi drak dagen inden, hvorefter vi kigger filerne igennem en sidste gang, minder hinanden om at huske spillerkort og nøgler, og tager afsted med bus i 30 minutter til spillelokalet.

Ca. halvdelen af vores vandflaskesamling

Ca. halvdelen af vores vandflaskesamling

De to seneste runder er runde 6 og 7, hvor både Rasmus og jeg har lavet et halvt point. Jeg selv spillede muligvis mit værste parti i år i runde 6, og vil helst bare fortrænge at det fandt sted, men forbedrede mit spil markant i dag. Trods det ikke blev til et helt point mod en på 1700, vil jeg sige, at det var udmærket. Hun spillede godt, og det gjorde jeg også langt hen af vejen. Hvis jeg også forbedrer mit spil med samme procentsats i morgen, så skal det nok blive godt, specielt hvis jeg samtidigt tager et par tårnslutspilslektioner. Rasmus præsterede til gengæld at få en halv mod en inder på 2300, hvilket jo er det første vi har haft at råbe hurra for meget længe, hvis man ikke tæller OL-præstationer og baby-skak med i det regnskab. Dagens parti af Rasmus ses herunder:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/8/15/Game141720453.html

Efter runden er første step at komme i accept med resultatet, støtte hinanden og gentagende gange repetere “det er bare et selskabsspil, det er ikke værd at blive sur over”, imens vi begge ser yderst utilfredse ud, og slet ikke som om, det bare er et selskabspil. Når bussen endelig ankommer, (hvilket tager yderst lang tid i den indiske aftentrafik grundet ko-transport???), går vi direkte op og indtager dagens sidste måltid. Her sidder vi ofte med nogle stykker fra norden, og forsøger lidt at undgå emnet skak. I dag blev det til hvorfor, at Taiwan har skiftet flag, som er en yderst politisk diskussion, hvilket er god distrahering. Når stilheden falder over selskabet, er der altid nogen, som har noget fornuftigt at byde ind med, som (“jeg kunne virkelig godt bruge en plade chokolade, noget bacon og en flaske vin” – Ellen) eller (“jeg kommer til at bruge fridagen på at sove og græde” – Martin Lokander). I aften fik vi endda aftalt en playdate, så jeg har slet ikke haft tid til at græde over mit tårnslutspil, som muligvis kunne gå over i skakkens historiebøger som “værste forsøg på at vinde 4 mod 3 på samme fløj”, og i stedet fik Rasmus og jeg demonstreret, hvordan man spiller både baby-skak og diagonal-skak (tak til Bjørn Oschner som flækkede Rasmus og Jens så meget i simultan-diagonalskak, at Rasmus og jeg kunne genbruge flere af hans tricks). Hvad som dog er til stor ærgrelse for os begge er, at finnen Joni Seppala åbenbart er en mere rutineret baby-skakspiller end os begge. Han følte sig lidt usikker da han skulle spille sit første parti, for han kendte jo ikke standarderne, og havde trods alt “kun” brugt 4 timer om dagen de sidste 2 år på baby-skak… Hvis jeg havde brugt så meget tid på normal skak, så havde jeg været WGM nu. Som afslutning på dagen sidder Rasmus og jeg nu på værelset og nyder hinandens selskab i stilhed ligesom de sidste 10 dage. Det er godt vi begge er så udholdelige mennesker, at vi aldrig helt bliver træt af hinanden, kun meget tæt på.

Hele arrangementet udover undertegnede

Hele arrangementet udover undertegnede

I morgen skal vi desværre spille en runde mere, for arrangørerne havde lige opdaget, at der ville opstå strejke d.16. Derfor har de bare givet os en ekstra runde, så vi kan have fridag, når der er strejke. Dog betyder dette, at vi ikke må bevæge os udenfor på fridagen af sikkerhedsmæssige årsager. Nogen ville sige, at det er absurd, og at man ikke kan være på hotellet hele dagen. Jeg bemærker nok ikke noget, for jeg kommer alligevel til at sove den væk. Til gengæld er en pause tiltrængt, for jeg er lidt ved siden af mig selv i mit spil, hvilket jeg håber en god gang søvn og massage vil rette op på. Det er jo en kendt kur. Dog er der intet at gøre ved den “meget uheldigt placerede strejke”, og derfor spilles runde 8 i morgen kl 11:30 dansk tid. Det er heldigt, at skak er så sjovt 🙂

Obs. hele dagen foregår selvfølgelig udenfor rækkevidde af sollys

“If I don’t kill myself tonight, I’m gonna live a thousand years”

Kender I det, når man bare vil spole tiden tilbage, fordi man ved, at man kan gøre det bedre? Det er lidt den tanke jeg sidder med nu, og nok den tanke Rasmus sad med, da han glemte sit spillerkort, selv efter at jeg havde givet ham det i hånden, lige inden vi skulle ud af døren, og nok også den tanke georgieren fra min gruppe havde, da hun mødte op i shorts, trods turneringslederen før hver runde har sagt, at det ikke er tilladt.

“Please do NOT wear shorts, shorts is not allowed” (meget indisk accent)

Og nu til det uundgåelige – at snakke om mine egne partier. Siden min afslapningsdag i 3. runde, hvor min modstander ikke mødte op, har jeg spillet 2 partier. 2 mindre gode tabspartier, som ikke lever op til niveau. I går glemte jeg et træk i åbningen efter 12…e5, der skal jeg spille 13.g4, men valgte i stedet en meget tvivlsom rute med 13.dxe6, som gjorde, at min modstander med det samme udlignede. I stedet sad jeg tilbage men en lidt ubehagelig stilling, som jeg kæmpede lidt med at redde mig ud af. Jeg vælger så at afvikle til et slutspil, som ser remisagtigt ud, dog har hun løberparret, og det kræver stadig at jeg spiller præcist (men gør det ikke altid det…?). I hvert fald spillede jeg en kæmpe fejl i træk 34.Ld5??, hvor 34.g3 bare havde sikret mig, at hun ikke kom ind i min stilling og givet mig helt fine muligheder for at holde det remis.

Skak klip

Det hjælper dog ikke at græde over spildt mælk, og selvom jeg mest af alt havde lyst til at sparke til den nærmeste stol, formåede jeg at beherske mig. Det er jo trods alt kun et selskabsspil, og det kan man jo ikke blive ophidset over. Livet går videre, og i dag var der så en ny runde. Endnu en inder, men jeg følte mig klar på en ny kamp. Alt det åbningsteori jeg havde studeret i 3.runde skulle endelig i brug. Desuden havde jeg luret, at hun spillede en lidt ukritisk variant mod Taimanov, og så var der jo ikke andet for, end at kaste sig ud i det… endnu en gang. Det er sådan med forberedelser, at det er meget fint, og jeg er sikker på, at det på topplan bare er tip top hver gang, men jeg må nok konkludere, at for os dødelige, eller i hvert fald mig, kan det nogle gange være bedre at forberede lidt mindre og tænke lidt mere. Det er jo meget fint at have nogle træk klar, så man kan spare lidt tid på uret (specielt for en tidnødsnarkoman som mig), men nogle gange skal man altså også stoppe op og bruge hovedet, så man ikke i træk 9 blitzer et tabstræk. De folk som så mit parti, var sikkert var ved at falde ned af stolen, og jeg kan kun sige, at det var jeg også. Til gengæld stod jeg nu i en situation, som de fleste skakspillere nok kender. “Fuck det her, jeg nægter simpelthen at tabe pga. sådan et åndssvagt træk”, og så kæmper man videre, selvom det gør ondt helt ind i sjælen, og man dybt nede i underbevidstheden har givet lidt op. Jeg kunne endda skimte lyset, da jeg kom ud i et tårnslutspil med kun én bonde under, der tænkte jeg virkelig “jeg gider ikke tabe det her, nu viser jeg verden hvordan alle tårnslutspil er remis”, og det er jo en meget fin tanke, men remis, det blev det altså ikke, uanset hvor gerne jeg ville det. Nu sidder jeg så her, i bunden af gruppen og med et lidt halvdårligt resultat allerede, men der er ingen grund til at være deprimeret. Det går op og ned i showbiz, og så længe jeg kan lære noget af mine tabspartier, og der er en ny runde, så går livet videre 🙂
Jeg er dog ved at have skabt mig selv lidt af et inder-kompleks. Både indenfor og udenfor brættet. Det er mig simpelthen en gåde, hvorfor der skal arbejde 20 indere i restauranten. Hver er ansvarlig for sit område. Én samler tomme vandflasker, én rister brød, én uddeler brød, tre råber af manden, som rister brød, at han skal riste det hurtigere, 6 pudser sko på mændene der råber af manden som rister brød osv.. Det er en meget typisk tanke her i indien, at man burde kunne effektivisere deres systemer. Men det er nu en tanke, som generelt strejfer mig ret ofte, uanset omgivelserne.

I aften fik vi også holdt et lille nordisk arrangement med noget lyn og diverse former for skak, det var skam også meget hyggeligt og hjalp på humøret, trods at jeg ikke formåede at vinde et eneste parti. Når jeg har en dårlig dag, så skal den også være gennemført. Toppen af lagkagen er, at jeg har sort igen i morgen. Selvynk har dog aldrig skabt resultater, så det er på tide at vælte den ko og komme videre. Ny dag, nyt parti, ny mulighed.

Rasmus Thøgersen, Martin Lokander og Tom Rydström. Det der når man bare har brug for mere end én dessert. Dog er selskabet på godt humør :)

Rasmus Thøgersen, Martin Lokander og Tom Rydström. Det der når man bare har brug for mere end én dessert. Dog er selskabet på godt humør 🙂