De 14 dage i Baku blev primært tilbragt på det 4-stjernede Boulevard Hotel, hvor vi boede, og i Baku Crystal Hall, hvor vi spillede. Hotellet mindede mest af alt om en hel boligblok, og jeg er sikker på, at der var mere end 500 meter fra den ene ende til den anden. Til gengæld var værelserne dejlige, med store senge og et hav af puder. Rengøringsdamerne var søde og behjælpelige, og gjorde deres yderste for at tilfredstille kunderne. At de har lidt svært ved at forstå en hentydning, som at man ikke har behov for, at de vasker de 12 kaffekopper, man har stående, men at man i stedet ønsker dem fjernet, eller at man ikke ønsker, at dynen sidder fast i sengekanten, og det er derfor man river den ud hver aften. De var dog meget ihærdige og ville hellere end gerne hjælpe med fx. ødelagt tøjbøjler og et par ekstra flasker vand (vi fortalte dem ikke altid at vi tog et par ekstra fra vognen, men vi går ud fra at det var ok), også i restauranten. Flere gang fik Freja båret sin tallerken til bordet, og de var også hurtige til at fjerne dem igen, selv før man havde spist færdigt! Vores 3 måltider bestod alle dage af en buffet i den samme restaurant. Maden var der som sådan ikke noget at klage over, den var nogenlunde varieret de første 7 dage, men derefter blev det lidt tungt… det hjalp heller ikke at alle på hele hotellet blev syge, men jeg skal ikke sige at der var direkte sammenhæng til maden. Det er bare lidt mistænkeligt, når der ikke er en eneste rask spiller fra vores hotel, og så har vi alligevel kilder fra både Danmark, Sverige, Slovenien og England. Jeg skal i hvert fald ikke have buffet i et stykke tid.

Mange bolde i luften
Spise, forberede, spise, spille, spise, sove, repeat, var hovedbestanddelen af en standarddag til OL, men en gang imellem kunne der alligevel snige sig en mere eller mindre almindelig aktivitet ind blandt det obligatoriske og overlevelsesnødvendige. En af disse aktiviteter var bordtennis, som i løbet af de to uger blev en vigtig kampbegivenhed. Først var der matchen mellem Freja og mig (som virkelig ikke er værd at tale om), derefter matchen mellem Freja og Thomas (hvor Freja vandt suverænt), og sidst var der den vigtigste match mellem team “næsten Sverige”, som bestod af Nils Grandelius og mig, og team Danmark, som bestod af Jakob Vang Glud og Freja. Selvom sidstnævnte hold forsøgte at påstå, at det var en lige kamp, så var det vist aldrig tvivl om, at guldet tilhørte de næsten svenske. Heldigvis kan Jakob trøste sig med, at Danmark i det mindste kom over de svenske i turneringstabellen. Meget glæde kan der i hvert fald ikke have været tilbage hos hverken Freja eller Jakob efter bordtenniskampen.

Når enden er god, så er alting godt…
Da turneringen nåede sin ende, og alle resultater var dumpet ind af døren, var der kun én officiel begivnhed tilbage, for det 42. OL, nemlig afslutningsceremonien. Da Baku og turneringen genrelt bar præg af overdådigheder, var forventningerne om et spektakulært show helt i top. Desværre er det sådan, at høje forventninger er svære at leve op til, men det var ikke ligefrem, fordi afslutningskomiteen havde gjort en større indsats. Hovedparten af showet bestod af ventetid, og taler som skulle gentages på Azerbaijansk. Højdepunktet var den cathy melodi, som blev spille før og efter hver medaljeoverækkelse, samt 5 minutters folkedans, som åbenbart skulle være en OL tradition. På trods af at jeg ikke har noget at sammenligne med, så vil jeg gerne erklære, at Bakus afslutningsceremoni var det mest triste set til et OL nogensinde. Heldigvis for os unge sjæle, så skal der mere til for at slå en fest ihjel. Efter de 3 timers kedelig katastrofe, var det bare med at skynde sig hjem og i baren, for det er det eneste rigtige sted at være, efter et både vellykket og skidt OL. Der findes altid en grund til at tage en drink. Dette var Fabiano Caruana åbenbart også enig i, for han ankom til vores hotel fulgt af en flok piger, og var klar på at fejre lidt af hvert. Var lidt overrasket da jeg så ham faktisk, for havde ikke set ham siden morgenmaden efter Bermuda-festen, hvor han også tilfældigvis havde forvildet sig hen på vores hotel. Jeg har svært ved at tro på, at det var fordi vores morgenmad var bedre.
Det var en hyggelig aften, hvor man mødte mange interessante mennesker og skakspillere. Man fik snakket lidt med alle, og det er jo det magiske ved sådan nogle barborde. For mig var aftenens højdepunkt dog lidt noget utraditionelt, da det involverede en pokkers masse hatte. Alle mandlige vindere af individuelle- eller holdmedaljer fik en sort hat, som en ekstra præmie, og jeg var så heldig, at Anton Kovalyov gav sin til mig. Hvem fanden er Anton Kovalyov tænker man så, og det var lige præcis hvad jeg tænkte, da jeg byttede den hat, som jeg havde fået af ham, med én af Caruanas, uden at nogen bemærkede det. Caruana var ellers meget opsat på at beholde sine hatte, da han havde lovet den ene til en dame, men de er alle ens, og hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Alt i alt så har jeg én af Caruanas vinderhatte på mit værelse, og det er der nok ikke mere end én anden pige, som kan prale af. Jeg håber lidt på, at der sidder nogle Caruana-kræfter fast i hatten, for jeg kunne godt bruge lidt magi på mit skakbræt. Freja kunne godt bruge lidt magi både indenfor og udenfor brættet. Hun var dog den eneste, som fik et farvel af Caruana, så mon hun har en eller anden form for kræfter, måske tiltrækningskræfter, eller så er hun bare ikke en gemen hattestjæler.

Freja Vangsgård og en lettere kendt skakspiller

Ude godt men hjemme bedst
Kl. 8:00 ringer vækkeuret og man ligger lidt i sengen og overvejer, om Azerbaijan egentligt ikke er et meget godt land, og om det virkelig er nødvendigt, at nå det der fly til Danmark. Rejsen hjem er altid hård, og det eneste som lettede lidt på den ellers meget lange tur, var en belejlig McD i Bakus lufthavn, en loungekort som “came in handy” i istanbul og det gode selskab fra både kvinde- og herrelandsholdet.
Rejsen for mig fortsatte lidt længere end for de andre, for efter flyveturen og ankomsten i København, ventede der en 7 timers busrejse mod Oslo. Så er der sikker mange som undrer sig over, hvorfor jeg ikke bare tog flyet. Altså jeg er studerende, og jeg nægter at betale 1200 kr. for at flyve, hvis jeg kan betale 200 kr. for at køre i bus. Det er lidelsen værd. Busturen gav da også nogle helt andre oplevelse, end jeg lige havde forventet, da intet fungerede i bussen, hverken strøm, toilet eller net, og jeg både fik lov til at sidde ved siden af en dragqueen og blive stoppet i tollen. Selvom jeg i den givne situation, ikke syntes det var sjovt at bussen blev yderligere 20 min forsinket, så tænker jeg nu tilbage på, hvad de mon tænkte i Tollen, da jeg svarede at jeg rejste fra Azerbaijan. Det virker jo umådeligt mere mistænkeligt, end ham som rejste fra København, og som blev tvunget til, at pakke alt sin bagage op.
Jeg er nu ankommet til det trygge Oslo, og jeg tænker meget på, hvor priviligeret jeg i bund og grund er. Jeg har spillet mit første OL som 19-årig, og jeg har indenfor en måned både været i Indien og Azerbaijan. Heldigt for mig så stopper eventyret aldrig, og jeg håber flere OL bliver en del af de fremtidige.

“Mod det uendelige univers”

Som der så ofte står på Peter Groves blog.

Dagene er gået, og den 42. olympiade, som blev afholdt i Baku, Azerbaijan, har nu nået sin ende. Blandt de 175 deltagende lande stod Danmark som et af dem, og vi har klaret præcis det samme antal runder og partier som vinderne i herrerækken, USA, og vinderne i kvinderækken, Kina. Selvom vores resultater ikke ligefrem skaber overskrifter, så har vi præsteret resultater, som er værd at huske på, som vores 2-2 præstation mod Bulgarien og Slovakiet. Vi startede ud med at spille noget wonderwoman-skak, hvor vi lagde os godt i feltet, og en hel del over vores forventede score. Rating-pointene var hovedsageligt fordelt mellem Esmat og Lousie, som begge havde haft de store våben fremme. Desværre gik pusten lidt af ballonen efter fridagen, og vi fik aldrig rigtigt startet maskineriet op igen, selvom vi mødte overkommelige modstandere. Vi lavede 3 dårlige resultater på de 5 sidste runder og dette medførte en meget lav placering i tabellen. Jeg tror faktisk vi endte helt nede ved Afrika (eller værre, Oceanien), som ellers var den sektion, vi havde forsøgt at kæmpe os ud af siden nederlaget til Albanien, men jeg tør ikke rigtigt kigge. Alt i alt så må man anerkende at holdets præstation er under forventet, og vi bør/kan gøre det bedre. Dette ændrer dog ikke på, at OL er en opslidende turnering med meget lidt ledig tid, og den derfor ikke er let at spille. Så længe alle gør deres bedste, og lægger både tid og energi i forberedelse og partierne, så kan man ikke forlange mere. Vi er afsted, vi gør vores bedste, og til alle jer som synes vi er for dårlige til at tage afsted og hæftigt udtrykker dette i diverse forum, I skal finde noget bedre at bruge jeres tid og energi på (måske skak, så i forstå/kæmpe en brøkdel af det vi gør). Desuden skal der jo både være vindere og tabere i en turnering, og alle hold bidrager med deres del.

Fyldte nitten og står i midten
Den obligatoriske evaluering af eget spil, skal man konstant forholde sig til, når både venner, familie, ubekendte slægtning og DSU’s evalueringsskema spørg om, hvordan man personligt synes turneringen er gået.
Jeg er generelt meget selvkritisk, men heller ikke bleg for at anerkende et godt resultat (helst med store ord, som GM, geni, Guds gave til skakken mfl.), når jeg har lavet et. Turneringen startede for mig meget fladt ud, men efter fridagen lavede jeg dog en flot streak, hvor jeg tog 3 fine point og partier på stribe i runde 8-10 (måske fordi jeg under tiden var blevet et år ældre og klogere). Faktisk så gik det så godt, at jeg “bare” skulle vinde i sidste runde for at få min WFM titel, da den bliver tildelt alle spillere, som scorer over 65% på mindst 9 runder – hvilket jo er en fordel for dem som sidder på sidstebrættet. Desværre kunne jeg ikke tage den glæde med mig hjem, efter et langt og hårdt parti mod en meget underrated pige fra Syrien, hvor jeg undevejs kæmpede mere for remissen end sejren, og det endte med et tab. Det var lidt deprimerende, specielt med tanke på, at det VAR remis op til flere gange. Jeg var dog betydeligt bedre til at styre mit temperement end Freja, for jeg gav ikke rengøringsdamerne ekstra opgaver i form af knækkede tøjbøjler (next time I will be there for you), men nøjedes med at slå en mur. Der er det mest mig, som tager skade, hvilket er fortjent. Helt skuffet er det dog svært at være, for jeg syntes faktisk, at jeg alt i alt har spillet flere fine partier, og har været meget tro mod min spillestil. Udover nederlaget til pigen fra Albanien i en forfærdelig franskmand, har jeg svært ved at være utilfreds, også selvom jeg mister 11 elo. Hvad som også er vigtigt at bemærke er, at jeg har 100% med de hvide brikker (og det har slet ikke noget med racisme at gøre, jeg kan bare godt lide at starte!). Det er klart, at jeg har en masse ting, som jeg skal arbejde med, men hvis jeg ikke havde det, så ville jeg nok være verdensmester (allerede).
Under ses partiet fra 8.runde som jeg har kommenteret. Jeg valgte et af mine sejrpartier, fordi man ikke skal være sky for at sprede en smule ekstra glæde, hvor man kan. Specielt jeg bliver ekstra glad, når jeg ser partiet, for det er bare liiiige sådan noget mig skak. Afbytningsvarianten i slavisk for the win:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/9/16/Game28859328.html

“Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg er ikke som Louise, der slår dig ihjel med kniv og økse. Jeg er en tålmodig morder, der langsomt stryger dig over pulsåren med en teske, indtil der efter 5 timer går hul, eller offeret bliver sindsygt af irritation. Hvis alt går galt, så keder jeg min modstander til døde”.

I wanna be the very best, like no one ever was
De kommende uger står skemaet på NTG og hård træning både fysisk og skakligt. Næste turnering bliver sandsynligvis Oslo Chess Festival, men det er ikke den jeg træner op til. Nej, jeg har nemlig indgået et væddemål med Freja Vangsgaard om, hvem som bliver WGM først. Den realistiske fremtidsplan lyder, at Freja sidder på førstebrættet og jeg sidder lige efter, men kun fordi jeg er sådan et stort menneske, og selvfølgelig lader hende sidde foran uanset. Alle ved jo at jeg er en dårlig taber, så det er bare med at komme i gang! Desuden har Lars Schandorff været så fræk at udtale, at han simpelthen ikke tror på, at jeg kan få 2200 på et år. Uafhængigt af om jeg selv tror på det eller ej, så skal jeg bare vise ham! Han skal bare stoppe sit hate, jeg kan hvad jeg vil. Mentalitet, rygrad og vilje som en vinder. Som en sand atlet har jeg også indstillet de første 3 dage, af mit meget intense træningsskema, på restitution. Det er essentielt at pleje både krop og sjæl, og som tidligere nævnt, så er restitution også en vigtig del af træning, specielt efter at man har trænet næsten konstant 2 måneder i træk. Det er faktisk blevet til intet mindre end 33 partier, og det er altså en del, når det kun har været op ad bakke og med et ratingtab på næsten 100 i både elo og dansk.

“Well, it hasn’t been your day, your week, your month, or even your year”.

Heldigvis så har jeg andet i livet end skak, og der kan man ikke klage. Hvis man ikke har held i spil, så har man held i kærlighed. Og hvis man ikke har held i nogen af delene, så er det godt man har en god ven, ikke Freja Vangsgaard? 😉

Freja og jeg til afslutningsceremonien. glæden er falsk, afslutningsceremonien er det mest triste, jeg har oplevet

Fortsættelse følger…

Efter en længere pause fra bloggen, har jeg endelig fundet tid til at formulere et par ord igen. Det forholder sig sådan, at der er et ret presset skema til daglig, og da jeg prioriterer søvn relativt højt, har jeg ikke fundet overskud til at blogge – før nu! Vi er efterhånden midtvejs i turneringen, da vi har spillet de første 5 runder og overstået vores fridag. Man kan ikke være andet end fascineret over turneringen i sig selv, både på den gode og den dårlige måde. Stort set alle verdens bedste spillere er samlet i et lokale, og man har chancen for at under runderne gå rundt, og holde øje med diverse idoler og favorithold. Til gengæld så bliver man smidt ud det sekund, som man er færdig med at spille, så hvis man vil have chancen, må man gøre det under sit eget parti, hvilket jo ikke kan kaldes optimalt. Dette skyldes den øgede sikkerhed, og sandsynligvis et ønske om, at spillestedet ikke skal være “overcrowded”. I denne kamp har de lavet en del tiltag, hvoraf nogle giver mening (kropskannere) og andre måske er et skridt udover kanten (anmodning om toiletbesøg), men da det er mit første OL, er det svært at sige hvad som virker, og hvad som ikke gør. Så længe ingen snyder, så er det vellykket.
Hvad er der så sket i turneringen?  Hvis man ikke regner dagens runde med, så har vi indtil videre mødt 2 laverede ratede hold, som vi begge gange bankede 4-0 (med kun få vanskeligheder på et enkelt bræt i begge runder), og 3 højere ratede hold, hvoraf vi har spillet 2-2 mod Bulgarien og Slovakiet og tabt 3,5-0,5 til Spanien. Alt i alt, så er vi faktisk på holdet 2,6 point over forventet, hvilket man bestemt ikke kan klage over. Vores stabile og primære kilde til point har været en af de mere rutinerede spillere, nemlig Louise Fredericia, som ikke bare har siddet med øksen fremme, men faktisk har hugget hovedet af alle hendes modstandere, en rigtig viking! Jeg ved ikke hvad hun spiser til morgenmad, men i hvert fald ikke kød (hun er vegetar), så det er muligvis derfor, at hun er så blodtørstig. Udover at have en wonderwoman, så har vi andre også klaret os helt udmærket. Esmat har skrabet en del point, og Oksana har fundet det solide spil frem. Freja og jeg har selv en lidt anden situation, vi har begge vundet over to lavere ratede spillere, men til gengæld ikke præsteret at tage point fra nogle af de bedre, endnu! Freja får jo igen chancen i dag, og jeg er sikker på, at hun nok skal gøre det godt. Hun er jo skide god og mindst 150 rating under-rated, også i bordtennis! Landstrænere har i hvert fald svært ved at påstå andet, efter at han tabte henholdsvis 25-23 og 24-22 til Freja, da de spillede deres match. Næste udfordring kommer i form af Danmark-Sverige bordtennismatchen, som stadig ikke er spillet.
Det skal lige siges, at Freja og jeg har fået en del sorte efterhånden, da alle de hvide partier (forståeligt) går til Louise. Jeg er dog sikker på, at det slet ikke har noget med Louise at gøre, jeg er nemlig generelt forbandet i holdskak, og har altid sort. Tror også jeg havde 5 ud af 6 sorte i Aalborg sidste sæson. Det er bare mit lod i livet. På den lyse side, så spillede jeg et modelparti i katalansk som hvid. Min første rigtige katalaner med hvid, og lige til en bog om, hvordan man spiller den slags stillinger. Jeg kan jo til tider spille skak, og det ser bare ekstra flot ud, når modstanderen intet gør for at undgå mine planer. Sejren dedikere jeg til Martin Lokander. Dels fordi at han slet ikke spiller den slags skak, og dels fordi han hjalp mig med forberedelsen. Desuden har jeg i forbedret min tidshåndtering markant… Eller i hvert fald en smule, og det har været mit individuelle primære fokus. Nu skal jeg bare begynde at tage point til holdet med de sorte, så bliver alle nok glade. Specielt dem som har valgt mig på deres fantasy-OL hold, for sorte sejre giver 4 point og hvide kun 3!
I dag sidder jeg igen over, men det giver bare en masse tid til andre ting, som blogging, svømning, træning, sights-seeing, spille pokémon GO i hotellets uendeligt lange gange og at kassere alle disse muligheder for at ligge i sengen hele dagen og se live-skak. Det er dog også en vigtig opgave, for hvem skal ellers sende en masse “good spirit”? I realiteten er jeg bare lykkelig for at have en ekstra fridag efter Bermuda-festen. Det er altså anstrængende at feste, specielt når man intenst forsøger at winge Freja hele aften, og man dagen efter indser, at man egentligt bare har gjort sig selv en smule til grin, blandt diverse topspillere, i forsøget på starte en samtale. Jeg snakker virkelig for meget, jeg fejlede min opgave som wingman, og der er et par stykker (nævner ingen navne), som jeg helst vil undgå at skulle møde igen. Det positive er, at der var strippere på plateauer, dansere i kostumer, flere slags livemusik og Freja og jeg blev stoppet i at komme op på scenen. Alt i alt så lyder det som en standard fest, og jeg havde både en god fest og en god fødselsdag i strålende selskab.

Svært at finde en veninde på niveau med Freja. Alt kærlighed til dig.

Der er nu 6 runder tilbage, og det er bare at håbe, at vi danske kvinder fortsat kan levere så gode præstationer. Uanset så har vi et godt miks af rutine og friske kræfter, så man kan ikke undgå at lære lidt af hinanden både indenfor og udenfor det skaklige. For mig personligt er det også bare en kæmpe oplevelse, og jeg glæder mig før hver runde. Timerne og dagene hernede går alt for hurtigt, så det handler om at nyde hvert eneste sekund.

Bum bum en tidlig morgen og så er man samlet med både damernes og herrernes landshold i Kastrup lufthavn. Ikke alt for tidligt, så vi skulle stå og vente, men hellere ikke senere end, at de sidste på holdet nåede sidste call på check-in med 7 minutter. Det er tidligere nævnt i sammenhæng med Rasmus Thøgersen, at det er vigtigt at tage pas med, når man skal ud at flyve, det er dog også vigtigt, at det er ens eget… Men et kendt ordsprog siger, at selv de bedste (skakspillere) laver fejl.  Desuden kom vi jo afsted med en marginal.
Vi ankom til Baku ret sent, og blev modtaget af et vejr og kaos, som var lidt værre end forventet. Øsregn og mangel på hotelværelse er ikke øverst på min liste over favoritter. Nogle af mændene blev klemt sammen på dobbeltværelse (det er åbenbart essentielt af mændene ikke bor sammen i modsætning til kvinderne, der altid bor sammen. Hvad dette skyldes, sætter kun fantasien grænser for), men i sidste ende fik alle en nøgle i hånden, så man kunne liste i seng og få sig en god nats søvn inden klokken blev alt for sent… troede vi. Selskabet opløstes, og Freja og jeg slæbte i god stemning vores kufferter ind på det, vi troede, var “vores” værelse. Det viste sig dog, at nogen havde boet her tidligere, og hverken seng, toilet, skraldespand eller håndklæder var rene. Nå, men så må man jo ned igen og bede om rengøring, det kan jo ikke være spor besværligt i et så effektiviseret samfund som Azerbaijan. 10 minutter i kø og så en kort besked om, at værelset ville være rent om 30 min. Fint, ingen katastrofe, når de har et bordtennisbord. 30 minutter senere var værelset selvfølgelig stadig ikke rent, og pludseligt stod den på timelang check (talte vi nu også sandt, var værelset virkelig beskidt?), gentagende løfter om rengøring efter 30 minutter og en stor røvfuld fra min side, der endelig efter 1 time gjorde, at receptionisten bukkede under og ville opgradere vores værelse. Det er jo endnu engang en god tanke og rigtigt fint, hvis ikke det var for, at en mand allerede lå og sov inde på vores nye værelse, da vi åbnede døren… I sidste ende fik vi en gratis milkshake hver, og kom i seng allerede kl.2:30. Jeg er sikker på at det ikke kunne gøres bedre 🙂 Nu skal jeg så også være fair og sige, at hotellet faktisk er rigtigt fint, og der ikke er noget at sætte en finger på i forhold til maden. På trods af den manglende evne til at agere selvstændigt hos personalet, frivillige, arrangører osv. Så er forholdene omkring os rigtig gode.

Altså jeg caller ikke helt worth på de 3 timer, vi skulle vente på rengøring, men milkshaken var god!

Første morgen i Baku gik hovedsageligt med, at jeg skulle gå og lege starstruck, imens jeg pegede på diverse kendte og halvkendte skakspillere og stillede Freja spørgsmålet “ved du SÅ hvem det der er!?” Svaret var oftest nej, men det blev rigtigt interessant, da jeg pegede på Topalov og hun ikke havde nogen anelse om, hvem han var. Det er selvfølgelig pinligt for hende, problemet er så bare, at hun 5 minutter senere pegede på Judit Polgar, som jeg bare troede, var en tilfældig kvinde… Diskussionen går så nu på, hvem af Topalov og Polgar er værst ikke at genkende? Til mit forsvar har Judit altså taget mere end et par kilo på.
Den primære beskæftigelse for mig var ellers at forsøge at holde nerverne nogenlunde i ro. Middagsmad blev der dog ikke meget af, heldigt for vores “value for money”, har nervøsitet den omvendte effekt på Freja, som var nede og spise middagsmad mere end to gange. Thomas og de andre var super søde til at forsikre mig om, at det nok skulle gå, og jeg ikke behøver at være nervøs. Men det er sjovt med sådan noget, ord virker bare ikke, og partiet blev da også spillet med rystende hænder og utroligt dårlig tidshåndtering. Primært fordi jeg skulle bruge 2 min hvert træk på at få pulsen ned til en menneskelig rytme. Min modstander var dog det kæreste, jeg nogensinde har set – en tiårig pige med lange rottehaler. Dette stoppede mig dog ikke fra at vinde, og til alles glæde, kan både jeg og Freja prale af at være ubesejrede til OL. Både herrerne og damerne formåede da også at præstere 4-0, som var forventet. Den eneste tvivlsomme præstation fra herrernes side var Sune Berg, da 1.d4! jo klart er et bedre træk. De andre spillede til gengæld fejlfrit og fik derfor hurtigt tid til at studere området. Det helt store engagement faldt på flagstangen udenfor spillestedet, som åbenbart skulle være verdens 2. største og have et flag som vejer 320 kg. For mere information kan man skrive til Jakob Vang Glud, som er meget fascineret og har nærstuderet alle fakta… Kvinderne havde som sædvanligt mere travlt med sladder, men jeg deler skam også den begejstring. Det er altså vigtigt at vide, om Caruana er tilgængelig for Freja eller ej, det har jo konsekvenser for mine strategiske planer til Bermuda-festen.

Det er fantastisk herligt at alle fra holdet er startet godt ud og stemningen er god. Gå på mod har vi alle nok af, så Bulgarerne kan bare komme an!

Som en rigtig globetrotter, så er det absolut utænkeligt, at jeg skal befinde mig i det, som jeg kalder mit hjem mere end én uge af gangen. Efter Junior VM har jeg lige haft tid til at vaske tøjet, pakke kufferten om og have 5 skoledage på NTG med undervisning, inden den magiske grænse på en uge blev passeret, og det derfor er blevet tid til, at skulle på farten igen. Denne gang går rejsen til Baku, som er hovedstaden i Azerbaijan, og midtpunktet for skak OL 2016. Jeg er så heldig, at jeg har fået æren af at debutere på det danske kvindelandshold, som lige pt. Består af Freja Vangsgård (min partner in crime), Louise Fredericia, Esmat Guindy og Oksana vovk  med Thomas Schou-Moldt som holdleder, da Sandra Blécourt meldte afbud . Turneringen strækker sig fra. D.1-14 september, og består af 11 runder og 1 fridag. På trods af at jeg er med på afbud at jeg er “5-bræt/reserve”, så ser jeg utroligt meget frem til at komme afsted. Det er en stor chance for at møde stærke spillere fra hele verden, og følge med i noget godt topskak helt tæt på. Desuden er jeg jo afsted med et hold, og det giver sikkert nogle andre erfaringer end de store individuelle turneringer.

Selvfølgelig bliver OL fantastisk i sig selv, men der sker også noget andet spændende, nemlig at jeg fylder 19 år midtvejs i turneringen, og faktisk lige præcis på den dag, hvor der holdes fest for alle OL-deltagerne (den åbenbart legendariske Bermuda fest). Jeg ved ikke om dette er skæbnen, men jeg har en fornemmelse af, at det er svært at fejre en så ligegyldig fødselsdag som de 19 år på en bedre måde! Hvad som faktisk også er interessant er, at Freja og jeg har haft tradition for at spille skak-turnering hvert år henover min fødselsdag, og endnu en gang skuffer Freja ikke, og vi holder denne tradition ved lige.
Freja Vangsgård er jo som bekendt min partner in crime, sister in chess, wingman-project og meget meget mere og vi udgør en udødelig duo. Så sent som i dag, sendte jeg hende noget Rasmus Seebach, bare for at minde hende om, at vi to kan gå igennem ild og vand og stik i mod alle odds, så står vi snart i Baku.

Udover Freja har jeg også en masse andre idoler i skak, og jeg er faktisk ved at have bygget mig en solid plateau af forbilleder. Mit nyeste projekt bliver Lars Bo Hansens bog “How Chess Games are Won and Lost”, og jeg kan kun sige, at han har altså fat i noget. Jeg ved endnu ikke helt om jeg vil trække ham op ved siden af mine helte: Ulf Andersson, som er smukt solid, Jakob Vang Glud, der muligt er eneste person, som er mere begejstret for dronning-gambit end mig selv (det er altså skønhed!) eller Per Andreasen, som ikke behøver nærmere forklaring, men han er i hvert fald på vej. I sand Ulf stil har jeg også brugt det sidste af min opladningsdag på at se Mark Dvoretskys nyeste slutspilsvideoer på Chess24. Tårnslutspil er ikke mit A-game, kunne jeg godt konkludere efter VM, men hvis jeg skal følge i fodsporene af mine helte, så er det ved at være på tide, at jeg bliver ekspert på dette område. Jeg ved også at Thomas Schou-Moldt har en passion for tårnslutspil, så det kan ikke være helt skævt.  Med den slags inspiration fremfor en turnering, kan det ikke andet end at blive god skak og ellers keder jeg dem bare til døde.

Anyhow så kommer jeg til at skrive om turneringen, holdet, stemningen, aktiviteterne osv. løbende, så det er bare at følge med på bloggen, hvis man vil opleve lidt af Baku og skak-OL hjemme i stuen. Jeg begynder dog muligvis at skrive på engelsk, da jeg har fået nogle forespørgsler… men jeg har ikke helt bestemt mig endnu.

“We are getting ready to take over the world”

Et af mange eventyr!