I’m a slave to your games

De 14 dage i Baku blev primært tilbragt på det 4-stjernede Boulevard Hotel, hvor vi boede, og i Baku Crystal Hall, hvor vi spillede. Hotellet mindede mest af alt om en hel boligblok, og jeg er sikker på, at der var mere end 500 meter fra den ene ende til den anden. Til gengæld var værelserne dejlige, med store senge og et hav af puder. Rengøringsdamerne var søde og behjælpelige, og gjorde deres yderste for at tilfredstille kunderne. At de har lidt svært ved at forstå en hentydning, som at man ikke har behov for, at de vasker de 12 kaffekopper, man har stående, men at man i stedet ønsker dem fjernet, eller at man ikke ønsker, at dynen sidder fast i sengekanten, og det er derfor man river den ud hver aften. De var dog meget ihærdige og ville hellere end gerne hjælpe med fx. ødelagt tøjbøjler og et par ekstra flasker vand (vi fortalte dem ikke altid at vi tog et par ekstra fra vognen, men vi går ud fra at det var ok), også i restauranten. Flere gang fik Freja båret sin tallerken til bordet, og de var også hurtige til at fjerne dem igen, selv før man havde spist færdigt! Vores 3 måltider bestod alle dage af en buffet i den samme restaurant. Maden var der som sådan ikke noget at klage over, den var nogenlunde varieret de første 7 dage, men derefter blev det lidt tungt… det hjalp heller ikke at alle på hele hotellet blev syge, men jeg skal ikke sige at der var direkte sammenhæng til maden. Det er bare lidt mistænkeligt, når der ikke er en eneste rask spiller fra vores hotel, og så har vi alligevel kilder fra både Danmark, Sverige, Slovenien og England. Jeg skal i hvert fald ikke have buffet i et stykke tid.

Mange bolde i luften
Spise, forberede, spise, spille, spise, sove, repeat, var hovedbestanddelen af en standarddag til OL, men en gang imellem kunne der alligevel snige sig en mere eller mindre almindelig aktivitet ind blandt det obligatoriske og overlevelsesnødvendige. En af disse aktiviteter var bordtennis, som i løbet af de to uger blev en vigtig kampbegivenhed. Først var der matchen mellem Freja og mig (som virkelig ikke er værd at tale om), derefter matchen mellem Freja og Thomas (hvor Freja vandt suverænt), og sidst var der den vigtigste match mellem team “næsten Sverige”, som bestod af Nils Grandelius og mig, og team Danmark, som bestod af Jakob Vang Glud og Freja. Selvom sidstnævnte hold forsøgte at påstå, at det var en lige kamp, så var det vist aldrig tvivl om, at guldet tilhørte de næsten svenske. Heldigvis kan Jakob trøste sig med, at Danmark i det mindste kom over de svenske i turneringstabellen. Meget glæde kan der i hvert fald ikke have været tilbage hos hverken Freja eller Jakob efter bordtenniskampen.

Når enden er god, så er alting godt…
Da turneringen nåede sin ende, og alle resultater var dumpet ind af døren, var der kun én officiel begivnhed tilbage, for det 42. OL, nemlig afslutningsceremonien. Da Baku og turneringen genrelt bar præg af overdådigheder, var forventningerne om et spektakulært show helt i top. Desværre er det sådan, at høje forventninger er svære at leve op til, men det var ikke ligefrem, fordi afslutningskomiteen havde gjort en større indsats. Hovedparten af showet bestod af ventetid, og taler som skulle gentages på Azerbaijansk. Højdepunktet var den cathy melodi, som blev spille før og efter hver medaljeoverækkelse, samt 5 minutters folkedans, som åbenbart skulle være en OL tradition. På trods af at jeg ikke har noget at sammenligne med, så vil jeg gerne erklære, at Bakus afslutningsceremoni var det mest triste set til et OL nogensinde. Heldigvis for os unge sjæle, så skal der mere til for at slå en fest ihjel. Efter de 3 timers kedelig katastrofe, var det bare med at skynde sig hjem og i baren, for det er det eneste rigtige sted at være, efter et både vellykket og skidt OL. Der findes altid en grund til at tage en drink. Dette var Fabiano Caruana åbenbart også enig i, for han ankom til vores hotel fulgt af en flok piger, og var klar på at fejre lidt af hvert. Var lidt overrasket da jeg så ham faktisk, for havde ikke set ham siden morgenmaden efter Bermuda-festen, hvor han også tilfældigvis havde forvildet sig hen på vores hotel. Jeg har svært ved at tro på, at det var fordi vores morgenmad var bedre.
Det var en hyggelig aften, hvor man mødte mange interessante mennesker og skakspillere. Man fik snakket lidt med alle, og det er jo det magiske ved sådan nogle barborde. For mig var aftenens højdepunkt dog lidt noget utraditionelt, da det involverede en pokkers masse hatte. Alle mandlige vindere af individuelle- eller holdmedaljer fik en sort hat, som en ekstra præmie, og jeg var så heldig, at Anton Kovalyov gav sin til mig. Hvem fanden er Anton Kovalyov tænker man så, og det var lige præcis hvad jeg tænkte, da jeg byttede den hat, som jeg havde fået af ham, med én af Caruanas, uden at nogen bemærkede det. Caruana var ellers meget opsat på at beholde sine hatte, da han havde lovet den ene til en dame, men de er alle ens, og hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Alt i alt så har jeg én af Caruanas vinderhatte på mit værelse, og det er der nok ikke mere end én anden pige, som kan prale af. Jeg håber lidt på, at der sidder nogle Caruana-kræfter fast i hatten, for jeg kunne godt bruge lidt magi på mit skakbræt. Freja kunne godt bruge lidt magi både indenfor og udenfor brættet. Hun var dog den eneste, som fik et farvel af Caruana, så mon hun har en eller anden form for kræfter, måske tiltrækningskræfter, eller så er hun bare ikke en gemen hattestjæler.

Freja Vangsgård og en lettere kendt skakspiller

Ude godt men hjemme bedst
Kl. 8:00 ringer vækkeuret og man ligger lidt i sengen og overvejer, om Azerbaijan egentligt ikke er et meget godt land, og om det virkelig er nødvendigt, at nå det der fly til Danmark. Rejsen hjem er altid hård, og det eneste som lettede lidt på den ellers meget lange tur, var en belejlig McD i Bakus lufthavn, en loungekort som “came in handy” i istanbul og det gode selskab fra både kvinde- og herrelandsholdet.
Rejsen for mig fortsatte lidt længere end for de andre, for efter flyveturen og ankomsten i København, ventede der en 7 timers busrejse mod Oslo. Så er der sikker mange som undrer sig over, hvorfor jeg ikke bare tog flyet. Altså jeg er studerende, og jeg nægter at betale 1200 kr. for at flyve, hvis jeg kan betale 200 kr. for at køre i bus. Det er lidelsen værd. Busturen gav da også nogle helt andre oplevelse, end jeg lige havde forventet, da intet fungerede i bussen, hverken strøm, toilet eller net, og jeg både fik lov til at sidde ved siden af en dragqueen og blive stoppet i tollen. Selvom jeg i den givne situation, ikke syntes det var sjovt at bussen blev yderligere 20 min forsinket, så tænker jeg nu tilbage på, hvad de mon tænkte i Tollen, da jeg svarede at jeg rejste fra Azerbaijan. Det virker jo umådeligt mere mistænkeligt, end ham som rejste fra København, og som blev tvunget til, at pakke alt sin bagage op.
Jeg er nu ankommet til det trygge Oslo, og jeg tænker meget på, hvor priviligeret jeg i bund og grund er. Jeg har spillet mit første OL som 19-årig, og jeg har indenfor en måned både været i Indien og Azerbaijan. Heldigt for mig så stopper eventyret aldrig, og jeg håber flere OL bliver en del af de fremtidige.

“Mod det uendelige univers”

Som der så ofte står på Peter Groves blog.