I’m just a sucker for pain

Dagene er gået, og den 42. olympiade, som blev afholdt i Baku, Azerbaijan, har nu nået sin ende. Blandt de 175 deltagende lande stod Danmark som et af dem, og vi har klaret præcis det samme antal runder og partier som vinderne i herrerækken, USA, og vinderne i kvinderækken, Kina. Selvom vores resultater ikke ligefrem skaber overskrifter, så har vi præsteret resultater, som er værd at huske på, som vores 2-2 præstation mod Bulgarien og Slovakiet. Vi startede ud med at spille noget wonderwoman-skak, hvor vi lagde os godt i feltet, og en hel del over vores forventede score. Rating-pointene var hovedsageligt fordelt mellem Esmat og Lousie, som begge havde haft de store våben fremme. Desværre gik pusten lidt af ballonen efter fridagen, og vi fik aldrig rigtigt startet maskineriet op igen, selvom vi mødte overkommelige modstandere. Vi lavede 3 dårlige resultater på de 5 sidste runder og dette medførte en meget lav placering i tabellen. Jeg tror faktisk vi endte helt nede ved Afrika (eller værre, Oceanien), som ellers var den sektion, vi havde forsøgt at kæmpe os ud af siden nederlaget til Albanien, men jeg tør ikke rigtigt kigge. Alt i alt så må man anerkende at holdets præstation er under forventet, og vi bør/kan gøre det bedre. Dette ændrer dog ikke på, at OL er en opslidende turnering med meget lidt ledig tid, og den derfor ikke er let at spille. Så længe alle gør deres bedste, og lægger både tid og energi i forberedelse og partierne, så kan man ikke forlange mere. Vi er afsted, vi gør vores bedste, og til alle jer som synes vi er for dårlige til at tage afsted og hæftigt udtrykker dette i diverse forum, I skal finde noget bedre at bruge jeres tid og energi på (måske skak, så i forstå/kæmpe en brøkdel af det vi gør). Desuden skal der jo både være vindere og tabere i en turnering, og alle hold bidrager med deres del.

Fyldte nitten og står i midten
Den obligatoriske evaluering af eget spil, skal man konstant forholde sig til, når både venner, familie, ubekendte slægtning og DSU’s evalueringsskema spørg om, hvordan man personligt synes turneringen er gået.
Jeg er generelt meget selvkritisk, men heller ikke bleg for at anerkende et godt resultat (helst med store ord, som GM, geni, Guds gave til skakken mfl.), når jeg har lavet et. Turneringen startede for mig meget fladt ud, men efter fridagen lavede jeg dog en flot streak, hvor jeg tog 3 fine point og partier på stribe i runde 8-10 (måske fordi jeg under tiden var blevet et år ældre og klogere). Faktisk så gik det så godt, at jeg “bare” skulle vinde i sidste runde for at få min WFM titel, da den bliver tildelt alle spillere, som scorer over 65% på mindst 9 runder – hvilket jo er en fordel for dem som sidder på sidstebrættet. Desværre kunne jeg ikke tage den glæde med mig hjem, efter et langt og hårdt parti mod en meget underrated pige fra Syrien, hvor jeg undevejs kæmpede mere for remissen end sejren, og det endte med et tab. Det var lidt deprimerende, specielt med tanke på, at det VAR remis op til flere gange. Jeg var dog betydeligt bedre til at styre mit temperement end Freja, for jeg gav ikke rengøringsdamerne ekstra opgaver i form af knækkede tøjbøjler (next time I will be there for you), men nøjedes med at slå en mur. Der er det mest mig, som tager skade, hvilket er fortjent. Helt skuffet er det dog svært at være, for jeg syntes faktisk, at jeg alt i alt har spillet flere fine partier, og har været meget tro mod min spillestil. Udover nederlaget til pigen fra Albanien i en forfærdelig franskmand, har jeg svært ved at være utilfreds, også selvom jeg mister 11 elo. Hvad som også er vigtigt at bemærke er, at jeg har 100% med de hvide brikker (og det har slet ikke noget med racisme at gøre, jeg kan bare godt lide at starte!). Det er klart, at jeg har en masse ting, som jeg skal arbejde med, men hvis jeg ikke havde det, så ville jeg nok være verdensmester (allerede).
Under ses partiet fra 8.runde som jeg har kommenteret. Jeg valgte et af mine sejrpartier, fordi man ikke skal være sky for at sprede en smule ekstra glæde, hvor man kan. Specielt jeg bliver ekstra glad, når jeg ser partiet, for det er bare liiiige sådan noget mig skak. Afbytningsvarianten i slavisk for the win:

http://www.viewchess.com/cbreader/2016/9/16/Game28859328.html

“Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg er ikke som Louise, der slår dig ihjel med kniv og økse. Jeg er en tålmodig morder, der langsomt stryger dig over pulsåren med en teske, indtil der efter 5 timer går hul, eller offeret bliver sindsygt af irritation. Hvis alt går galt, så keder jeg min modstander til døde”.

I wanna be the very best, like no one ever was
De kommende uger står skemaet på NTG og hård træning både fysisk og skakligt. Næste turnering bliver sandsynligvis Oslo Chess Festival, men det er ikke den jeg træner op til. Nej, jeg har nemlig indgået et væddemål med Freja Vangsgaard om, hvem som bliver WGM først. Den realistiske fremtidsplan lyder, at Freja sidder på førstebrættet og jeg sidder lige efter, men kun fordi jeg er sådan et stort menneske, og selvfølgelig lader hende sidde foran uanset. Alle ved jo at jeg er en dårlig taber, så det er bare med at komme i gang! Desuden har Lars Schandorff været så fræk at udtale, at han simpelthen ikke tror på, at jeg kan få 2200 på et år. Uafhængigt af om jeg selv tror på det eller ej, så skal jeg bare vise ham! Han skal bare stoppe sit hate, jeg kan hvad jeg vil. Mentalitet, rygrad og vilje som en vinder. Som en sand atlet har jeg også indstillet de første 3 dage, af mit meget intense træningsskema, på restitution. Det er essentielt at pleje både krop og sjæl, og som tidligere nævnt, så er restitution også en vigtig del af træning, specielt efter at man har trænet næsten konstant 2 måneder i træk. Det er faktisk blevet til intet mindre end 33 partier, og det er altså en del, når det kun har været op ad bakke og med et ratingtab på næsten 100 i både elo og dansk.

“Well, it hasn’t been your day, your week, your month, or even your year”.

Heldigvis så har jeg andet i livet end skak, og der kan man ikke klage. Hvis man ikke har held i spil, så har man held i kærlighed. Og hvis man ikke har held i nogen af delene, så er det godt man har en god ven, ikke Freja Vangsgaard? 😉

Fortsættelse følger…