Er vi blevet hustlet?

Datoen er d.1 august 2016, klokkeslættet er 2:52, og Rasmus og jeg står klar med vores fyldpakkede kufferter ved et busstoppested på Østerbro. Hvad som allerede dengang virkede som en lettere uoverskuelig rejse med mellemlanding i både Düsseldorf og Abu Dhabi, skulle vise sig at blive på grænsen til det absurde.
Kl. 6:30 skulle vores første fly lette mod Düsseldorf, hvilket betød at Rasmus og jeg lige havde tid til et hurtigt smut i loungen og spise gratis morgenkage (lidt privilegeret har man da lov at være). Her stødte vi direkte ind i en større flok, som var klædt i sort træningstøj med OL-ringe og “Danmark” trykt henover bagsiden. Både Rasmus og jeg var enige om at de virkede bekendte, men vi havde alligevel svært ved at sætte navne på, indtil at det gik op for os, at det var det danske herrelandshold i håndbold. Vi er jo skakspillere, og man kan ikke forvente at vi følger med i den slags “sport”. Mest af alt havde jeg lyst til at råbe: “se mig, se mig, jeg skal også til OL”, og jeg konstaterede med Rasmus, at næste gang skulle vi også rejse i trøjer med danske flag og hele molevitten, så folk tror vi er vigtige. Desuden begyndte vi at spekulere i, hvorfor det nu lige var, at skak ikke tilhører det rigtige OL. Folk bruger argumentet med, at det ikke er en idræt, men altså kondi-skak, siger det bare! Her ville Rasmus også have en betydelig større chance for at komme på holdet, for løbe, det kan han! Ellers er vinter-OL jo faktisk også en oplagt kandidat, hvilket Kirsan (fide-præsidenten) også har indset. Hans forslag lå på at man skulle spille med brikker lavet af is (http://www.telegraph.co.uk/culture/chess/11570939/World-chess-chiefs-bizarre-plan-to-use-pieces-made-of-ice-to-get-game-into-Winter-Olympics.html), men jeg siger kondi-skak på skøjter. Anyhow, så måtte vi acceptere at Landin og Co. fik flere blikke end skak-duoen på vej til VM, men det er jo også kun fordi, at vi ikke går og skilter med det.
Kage fik vi spist og til gaten kom vi lige på slaget. Vi satte os ind på flyet, og der gik ikke mere end 2 minutter, så sov vi begge hele den lange “rejse”. Kl 8:10 vågnede vi, fordi vi skulle af flyet, og vi kunne næsten ikke være gladere, da vi begge havde sovet som sten. Ud af flyet kom vi, og AirBerlin delte endda chokolade ud i døren. Alt var bare dejligt ved ankomsten i Düsseldorf, udover det faktum, at vi stadig var i København. Rasmus og jeg bevægede os i god tro med strømmen, og snakkede om hvor meget lufthavnen lignede den i KBH, og hvorfor tingene stod på dansk, indtil det slog os, at vi bare havde sovet 1,5 time på flyet, uden at det havde bevæget sig 1 meter. Motorproblemer på et fly er en alvorlig sag, og jeg foretrækker da bestemt, at de fixer den før vi letter. I hvert fald endte det med, at vores rejse blev ombooket, og vi nu skulle flyve til Frankfurt i stedet og derefter direkte til Delhi. Der var trods alt held i uheldet, da vi nu ville ankommet 3 timer tidligere end på den første rejse, og humøret var atter højt.
Kl. var 01:15 og vi var endelig kommet igennem pas- og visakontrol i New Delhi, så vi kunne hente vores bagage. Eller i hvert fald prøve på. Rasmus fik sin kuffert efter længere ventetid, men min havde de desværre glemt i Frankfurt. Herre Gud tænkte jeg, så må de vel give mig nogle penge, og sende den til hotellet, værre er det vel heller ikke. Penge fik jeg og ud af lufthavnen kom vi. Indere er super gæstfrie, og der gik heller ikke mere end 10 sekunder før et par taxa-chauffører kom løbende og tilbød at vi kunne køre med dem. Det er service. Som de naive unge mennesker vi er, så fulgte vi bare med. Alle mennesker i Indien ser jo suspekte ud, og vi skulle jo faktisk videre. Efter bare 5 min stod taxaen klar, og vi skulle lige til at sætte os ind, da en lokal betjent (eller skulle jeg kalde ham helt?), drog sit skilt og stak taxa-chaufføren et par flade, som åbenbart hverken var registreret eller andet som havde med loven at gøre. Rasmus og jeg som delvist var i chok, stod bare lidt og stirrede på hinanden imens en hel flok af indiske mænd begyndte at diskutere. Pludseligt skulle Rasmus og jeg også give vores pas og rejseinformationer til “politiet”, bare for vores egen sikkerheds skyld. Vi fik en taxa og efter længere diskussion endte vi med faktisk at blive kørt til det hotel vi havde prebooket. Dette var til trods for advarslen om, at det kvarter vi bor i er slum, og at vi absolut ikke må færdes der om natten. Vi har også lært en vigtig lektie, som vores taxa-chauffør også understregede for os – man kan ikke stole på nogen i Indien. Efter det her cirkus, er jeg dog ikke engang sikker på, at jeg stoler på Rasmus.
Hvad som også lige er gået op for mig er, at shorts og korte ærmer ikke er acceptabelt for kvinder. Det bliver nok en varm omgang, da der er omkring 35 grader udenfor. Heldigvis er vi ankommet i en regntid, så det gør alligevel ikke så meget.

Det har ikke været den perfekte start på rejsen, men der er en ny dag i morgen, og så må vi se hvad der sker. Helt tryg ved situationen er der ingen af os der er, men det er jo en del af eventyret.