“Vil du virkelig bo med ham, virkelig?”

Nu er en begivenhedsrig uge i New Delhi og omegn afsluttet, og vi er klar til at komme videre på nye eventyr i Bhubaneswar til World Junior Chess Championships. Som afslutning på træningsugen tilbragte vi to dage i New Delhi hos en indisk familie, der var så venlige at tage imod os, og hjælpe os igennem det sidste stykke før VM. I løbet af de to dage fik vi også set nogle alternativer til de tidligere mere turistede attraktioner, så som et hinduistisk tempel, en festival og en bar eller to. Som sønnen i familien sagde på dag to: “We have seen enough culture, let’s go and get a beer!”, hvilket jo er en holdning man kan stå inde for, når man har været på en kultur-, dannelses- og selvrealiseringsrejse den sidste uges tid.

Her ses Rasmus Thøgersen igang med en seriøs forberedelse til VM

Efter en fin afsked med familien, hvor vi blev fulgt hele vejen ind til lufthavnen og mere til, var vi klar til at komme afsted. Rasmus havde som sædvanligt ikke styr på noget som helst, han kunne hverken formå at sætte mærkater på sin taske, skrive under de rigtige steder, tage bæltet af i security, og hvad der ellers findes at simple opgaver i en lufthavn. Efterhånden er jeg bare begyndt at ryste på hovedet og sige til ham, at han er et håbløst menneske. Jeg tror han er begyndt at fatte det, men han vil dog stadig ikke indrømme, at han aldrig ville komme en meter uden mig. Han påstår at han ikke behøver have styr på noget, for jeg ordner det alligevel for ham. “Længe leve control-freaks”…
Håbløsheden var dog ikke værre end, at vi ankom til spillestedet omtrent på det anslåede klokkeslæt og endda med alt vores bagage. Hyggeligt nok stødte vi på den tyske føderation på vejen, og kunne lige udveksle et par danske ord med næsten danske Rasmus Svane, før vi blev sat på en bus til hotellet. Som jeg tidligere har nævnt, er den indiske-organisatoriske-evne knapt eksisterende, og det var lettere kaotisk at checke ind og få bekræftelse på at man har betalt for at spille. Først og fremmest var hotelpersonalet og skakorganisatorerne lettere forundret over, at vi virkelig var “invited players”, dvs. de eneste som stillede op for Danmark, og dernæst, at vi hverken havde en coach eller nogle forældre med. Toppen af kransekagen var dog, da jeg bad om nøglerne til VORES værelse, og de nærmest tabte deres kæber i forundring. Kvinden i receptionen kiggede meget skeptisk på Rasmus og sagde derefter:

“Do you really want to live with him, really?”

Det er selvfølgelig et yderst relevant spørgsmål, for hvem ønsker egentligt at dele værelse med sådan et håbløst individ som Rasmus? Desværre ved jeg, at han har brug for mig, og jeg forklarede i en pæn tone, at det var altså ikke noget problem, for vi har delt værelse hele ugen. Med et yderst frastødt blik overrakte hun nøglen til vores dobbeltværelse, som vi deler, trods vi hverken er af samme køn, gift eller kærester. Sikke en skændsel, hvad er der dog sket med verdenen?

Trods alle små forhindringer, som vi efterhånden har indset er obligatoriske, ligger vi nu udmattede på værelset. Efter 2,5 times åbningsceremoni, der indeholdt taler fra samtlige mænd i Indien og 6 slags orientalsk dans, måtte vi også indse, at dagen har været lang, og det er på tide at smutte en tur i fitness og så i seng. Vi skal jo drage fuld nytte af vores bonusuge i Indien, og at vi ikke har jetlag i modsætning til alle de andre. Desuden har vi fået recept på en kost for vindere fra lægerne derhjemme bestående af Coca-Cola og ristet brød. Derved peger alt på at vi får en forrygende skakturneringen, og jeg kan kun sige:

“I feel like a viking, ready to conquer”!

Under det tekniske møde, hvor man bliver informeret om reglerne, skulle der laves lodtrækning om farverne for topbrætterne. Der blev spurgt ud i lokalet om der var nogle GM’ere eller tidligere verdensmestre tilstede, som kunne foretage trækningen. Nogle stykker løftede hænderne, men en af turneringslederne pegede på mig. Jeg tror han kunne føle, at jeg både er kommende GM og verdensmester!