“If I don’t kill myself tonight, I’m gonna live a thousand years”

Kender I det, når man bare vil spole tiden tilbage, fordi man ved, at man kan gøre det bedre? Det er lidt den tanke jeg sidder med nu, og nok den tanke Rasmus sad med, da han glemte sit spillerkort, selv efter at jeg havde givet ham det i hånden, lige inden vi skulle ud af døren, og nok også den tanke georgieren fra min gruppe havde, da hun mødte op i shorts, trods turneringslederen før hver runde har sagt, at det ikke er tilladt.

“Please do NOT wear shorts, shorts is not allowed” (meget indisk accent)

Og nu til det uundgåelige – at snakke om mine egne partier. Siden min afslapningsdag i 3. runde, hvor min modstander ikke mødte op, har jeg spillet 2 partier. 2 mindre gode tabspartier, som ikke lever op til niveau. I går glemte jeg et træk i åbningen efter 12…e5, der skal jeg spille 13.g4, men valgte i stedet en meget tvivlsom rute med 13.dxe6, som gjorde, at min modstander med det samme udlignede. I stedet sad jeg tilbage men en lidt ubehagelig stilling, som jeg kæmpede lidt med at redde mig ud af. Jeg vælger så at afvikle til et slutspil, som ser remisagtigt ud, dog har hun løberparret, og det kræver stadig at jeg spiller præcist (men gør det ikke altid det…?). I hvert fald spillede jeg en kæmpe fejl i træk 34.Ld5??, hvor 34.g3 bare havde sikret mig, at hun ikke kom ind i min stilling og givet mig helt fine muligheder for at holde det remis.

Det hjælper dog ikke at græde over spildt mælk, og selvom jeg mest af alt havde lyst til at sparke til den nærmeste stol, formåede jeg at beherske mig. Det er jo trods alt kun et selskabsspil, og det kan man jo ikke blive ophidset over. Livet går videre, og i dag var der så en ny runde. Endnu en inder, men jeg følte mig klar på en ny kamp. Alt det åbningsteori jeg havde studeret i 3.runde skulle endelig i brug. Desuden havde jeg luret, at hun spillede en lidt ukritisk variant mod Taimanov, og så var der jo ikke andet for, end at kaste sig ud i det… endnu en gang. Det er sådan med forberedelser, at det er meget fint, og jeg er sikker på, at det på topplan bare er tip top hver gang, men jeg må nok konkludere, at for os dødelige, eller i hvert fald mig, kan det nogle gange være bedre at forberede lidt mindre og tænke lidt mere. Det er jo meget fint at have nogle træk klar, så man kan spare lidt tid på uret (specielt for en tidnødsnarkoman som mig), men nogle gange skal man altså også stoppe op og bruge hovedet, så man ikke i træk 9 blitzer et tabstræk. De folk som så mit parti, var sikkert var ved at falde ned af stolen, og jeg kan kun sige, at det var jeg også. Til gengæld stod jeg nu i en situation, som de fleste skakspillere nok kender. “Fuck det her, jeg nægter simpelthen at tabe pga. sådan et åndssvagt træk”, og så kæmper man videre, selvom det gør ondt helt ind i sjælen, og man dybt nede i underbevidstheden har givet lidt op. Jeg kunne endda skimte lyset, da jeg kom ud i et tårnslutspil med kun én bonde under, der tænkte jeg virkelig “jeg gider ikke tabe det her, nu viser jeg verden hvordan alle tårnslutspil er remis”, og det er jo en meget fin tanke, men remis, det blev det altså ikke, uanset hvor gerne jeg ville det. Nu sidder jeg så her, i bunden af gruppen og med et lidt halvdårligt resultat allerede, men der er ingen grund til at være deprimeret. Det går op og ned i showbiz, og så længe jeg kan lære noget af mine tabspartier, og der er en ny runde, så går livet videre 🙂
Jeg er dog ved at have skabt mig selv lidt af et inder-kompleks. Både indenfor og udenfor brættet. Det er mig simpelthen en gåde, hvorfor der skal arbejde 20 indere i restauranten. Hver er ansvarlig for sit område. Én samler tomme vandflasker, én rister brød, én uddeler brød, tre råber af manden, som rister brød, at han skal riste det hurtigere, 6 pudser sko på mændene der råber af manden som rister brød osv.. Det er en meget typisk tanke her i indien, at man burde kunne effektivisere deres systemer. Men det er nu en tanke, som generelt strejfer mig ret ofte, uanset omgivelserne.

I aften fik vi også holdt et lille nordisk arrangement med noget lyn og diverse former for skak, det var skam også meget hyggeligt og hjalp på humøret, trods at jeg ikke formåede at vinde et eneste parti. Når jeg har en dårlig dag, så skal den også være gennemført. Toppen af lagkagen er, at jeg har sort igen i morgen. Selvynk har dog aldrig skabt resultater, så det er på tide at vælte den ko og komme videre. Ny dag, nyt parti, ny mulighed.

Rasmus Thøgersen, Martin Lokander og Tom Rydström. Det der når man bare har brug for mere end én dessert. Dog er selskabet på godt humør 🙂