Ellens næste træk!

“Always, always have a plan”

Allerede i morgen går det løs. Xtracon Chess Open afholdes på Konventum i Helsingør, og der er lige knapt 400 deltagere, som er klar til at spille første runde i morgen kl. 14:00. Jeg er selvfølgelig én af de mange der skal spille, og jeg er endda så entusiastisk, at jeg sikkert kommer til at være én af de første på spillestedet. Jeg har i hvert fald ikke et bedre ord for min positive tilgang til at skulle tage en natbus fra Oslo til Helsingborg kl. 22:50-5:10. Jeg har alligevel aldrig været en stor tilhænger af søvn, og en natbus virker som perfekt opladning til at skulle bo sammen med 7 drenge i 8 dage i et lille hus i Helsingør. De bedste forudsætninger for en god turnering, i hvert fald socialt.

Som sædvanligt har jeg tænkt meget på, at jeg burde få trænet og forberedt op til turneringen, og en smule har jeg da også realiseret. Jeg er blevet færdig med “Positional Decision Making In Chess” og jeg er begyndt på “Understanding Chess Move By Move”, hvilket jo lyder som en solid indsats, hvis man ikke ved at jeg startede på den første bog i januar og kun har læst 60 sider i den anden. Anyhow, så er det vel tanken som tæller, og jeg er bare meget grundig i min gennemgang. Man kan jo også forberede sig til en skakturnering på andre måder, og jeg har blandt andet vurderert at det var mere vigtigt, at jeg fik en masse D-vitamin, da det er begrænset hvad man får af sollys under turneringen. Jeg har derfor holdt en uges lækker solferie i Italien ved Amalfi-kysten, så jeg kunne lade op på flere af reserverne… Udover at have fokus på helse, har jeg også sørget for at forstuve min venstre fod hele to gange, bare lige for at sikre mig, at jeg er ekstra klar til at sidde ned og spille skak hele dagen. Det kalder jeg seriøs forberedelse og investering i skakken!

Folk påstår godt nok at jeg er klodset, men jeg er ikke helt overbevist.

Forstuvet fod på studenterkørsel 

Forstuvet fod i Italien efter at jeg faldt ned af en trappe 

Selvom overstående måske har en lidt useriøs tone, så skal man ikke undervurdere, hvor meget jeg går op i at skulle yde mit bedste. Ratingmæssigt er jeg gået meget frem på det sidste, og ligger nu på 2003 dansk og 1989 i elo. Her har jeg ligget siden maj, fordi jeg ikke har spillet af diverse årsager som eksamener, stundenteruge og lidt mangel på motivation. Men okay, restitution er jo også en vigtig del af træningen, og nu er jeg klar til at komme videre. Da et ratingtal på 2000 er lidt af en milepæl, er jeg begyndt at få spørgsmålet omkring mine fremtidige ambitioner – er det at komme over 2100, lave en WIM-norm eller blive fast spiller på landsholdet? Jeg har tænkt en del over, hvad målet reelt set skulle være for mit sabbatår, nu hvor jeg har dedikeret det til skak, og jeg er kommet frem til et meget enkelt svar:

“Jeg skal blive bedre”

En meget klog person har lært mig, at det ikke handler om resultatet, men processen, og hvis man går ind med den indstilling til hvert parti, bliver hver eneste runde vigtig. Desuden er det en meget god indstilling at have, når man generelt ikke er så glad for at tabe, og gerne vil gardere sig imod, at komme til at sparke til ting med sin forstuvede fod. Man lærer jo mest af sine nederlag, så pludseligt er det jo næsten en positiv ting med et tab. “What dosen’t kill you makes you stronger” og andre inspirational quotes… næste skridt er vel, at jeg begynder at meditere…

Jeg er i hvert fald klar til at spille igen, og hvis ikke humøret er højt, når jeg skal gå rundt i Helsingør i morgen meget tidlig, er der intet der gør underværker som lidt PokemonGo og min nye “Get psyched mix”.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ellens næste træk!