Flokken på Færøerne

Det er heldigvis sådan på jorden, at det ikke er alt man kan kontrollere. Nogle gange er det for det bedste og andre gange det værste. I mit tilfælde var det nok mere dårlig timing og endnu dårligere nerver. Op til 5. runde var der ikke sket noget særligt i turneringen. Personligt havde jeg vundet over to og tabt til tre, men alt var efter bogen og min forventede score. Partierne havde endda været af udmærket kvalitet og med interessante dueller både op og ned af rangeringslisten (dog et enkelt tårn i slag og en del bummere i tidnød… men det er jeg jo hele tiden). Jesper og Jakob lå en smule over sin forventede og Simon lå også bare en smule under. Der var ikke meget at snakke om og Simons udtryk:

“Jeg er sådan lidt mellemfornøjet”

Passede meget godt på hele situationen med skakken.

Uld er det færøske guld
Da jeg så vågnede fredag morgen, til mit første opgør mod en spiller på samme rating, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt frisk. Sådan lidt lettere kvalme og ondt i hovedet, og det var ikke kun fordi, at Simon havde planeret en tur på uldfabrik kl. 10 om morgenen. Da de andre så kom hjem 4.000 kroner rigere i færøsk fåreuldsstrømper, mønstrede sweatere, lammeuldsgarn og hvad ved jeg, så stod jeg stadig i nattøj og tænkte lidt for mig selv, at får og uld dog var at foretrække fremfor en spillesal og skak, hvis man må vælge. Desværre så er der en uskreven regel om, at man spiller sit parti, så længe man kan sidde på stolen, og så var der jo ikke meget valg tilbage i den situation. Heldigvis for mig, så spiller vi med Sofia regler (er navnet et sammentræf, det tror jeg ikke!), hvilket betyder, at man ikke må tilbyde remis før træk 30… og så kunne man rigtigt udleve:

 “What dosen’t kill you makes you stronger”.

Det var yderst tilfredsstillende, at jeg efter et længere taktisk kamp, hvor jeg stod til tab lavede en lille kigge-væk-finte, som han gik i. Computeren gik direkte fra +2 til –2, og så kunne jeg endelig få lov til at tilbyde remis.
Desværre strakte ugideligheden sig til dagen efter. Først spillede jeg en kamp, hvor jeg rigtigt hyggede mig med en positionel udspilning, indtil jeg valgte at gå mat ud af det blå, fordi jeg ikke engang kunne bevare engagementet i 30 sekunder, da jeg indså at jeg havde tilladt en masse modspil for en enkelt bonde. I partiet efter spillede jeg 1.e4 for første gang i mit liv. Jeg forsøgte at tage en trækgentagelse med Lc2-b3 et par gange, det ville han så ikke og så stod jeg bare dårligere… den spanske løber havde ikke rigtigt mirakler tilovers for mig og jeg havde glemt at man spiller d4 i arkhangelsk, på trods af, at jeg har haft tema om det på NTG (har jo også tidligere fået at vide, at jeg er indlæringsresistent…). Da jeg endelig nåede træk 30 og fik lov til at tilbyde den halve, kunne jeg skynde mig hjem til VM-matchen, hvorefter jeg kastede op resten aftenen grundet massiv hovedpine (jeg påstår ikke at der var en sammenhæng til matchen. Og hvordan kan ingen af 4 skakspillere have medbragt en panodil?). Mit energiniveau har i hvert fald været højere og den sidste kamp er slet ikke værd at snakke om.

Når skakken går ned, så klatrer vi op!
Da jeg vågnede søndag morgen, fik jeg besked på, at der var bestemt, at vi skulle på “roadtrip”. Lidt frisk luft er den rette kur, og så kunne Jesper og jeg både få en personlig guidet tur og færøsk hiking eksperience fra de to kendere. Høj musik på højtalerne og så ellers bare derudaf, det var planen, men jeg tror Jakob og Simon blev lidt for eventyrsfikserede, da de efter bare 5 min valgte at samle en blaffer op. Det kan også være i troen på god karma, jeg ved ikke helt. I hvert fald fik vi en ekstra medpassager noget af vejen, som vi kunne forsøge at kommunikere med: Blaffer – “Whad argbejder I mæd”. Jesper “Vi er skakspillere”. Blaffer “sjak?”. Jakob “HELGI!”. Blaffer – “Ahh skak, Helgi Dam Ziska”. Helt som at være i Indien, men forklarer ikke hvad skak er, men nævner bare en legende!
Første stop skulle vi ikke kun nøjes med udsynet, men fik et velfortalt færøsk sagn med på købet omhandlende bl.a. trolde, hekse, forstenelser og hele molevitten. Det var næsten ligeså eksotisk som de færøske skure, der anvendes til at tørre kød eller de fritgående får. Herefter gik turen videre til en lille by langt ude på enden af øen. Planen var at vi skulle bestige et “bjerg” og få en lille appetitvækker til det sande færøske eventyrsliv. Jeg har efterhånden været ret så mange steder, men Færøerne er noget helt særligt, og jeg kan kun anbefale det. Det var også spændende at vandre lidt, selvom turen op gav mig ondt i lårene og turen ned gav mig ondt i røven… jeg ved ikke om jeg er klodset, eller kombination af fåremøg, halvfugtigt græs og nedslidte såler gjorde, at jeg havde oddsene imod mig. Man kan i hvert fald komme ned på mange måder.
Om aftenen efter runden var der afslutningsceremoni med fællesmiddag (bestående af suppe med fårekød og grøntsager) samt prisuddeling. På trods af de mindre gode resultater, kunne vi da alle glæde os over, at både Jakob og Nikolaj fik præmie. Alting er ikke altid helt så sort, som jeg får det til at lyde. Bagefter blev der også fejret lidt ekstra, med den klassiske fejringsmetode – en omgang badminton og så en fodboldkamp (Jeg foreslog babyskak, men der er jo ingen grund til at ødelægge den gode stemning). Det blev intenst med både fjerbolde i hovedet, revnede bukser og skrabede knæ, men det hører jo faktisk med. Dagen og turneringen blev afsluttet med et par hurtige lynpartier og en øl, og så blev der ellers sagt godnat og tak for denne gang.

Tilfældige strøtanker om skak
Endnu en gang må jeg desværre konstatere, at alting ikke går efter planen. Det er svært at være tilfreds, endnu sværere ikke at være skuffet og sværest at bevare gejsten. Der er en sammenhæng mellem hvornår man bliver syg, og hvornår man føler sig tilpas med det man laver, og jeg har hørt man skal mærke efter. Jeg tror jeg må konstatere, at det er på tide at jeg tager en pause fra skakken, fordi jeg skal genfinde glæden ved at spille og lægge alt det negative bag mig. Tak for denne gang, og så må vi se, hvornår jeg vender stærk tilbage! 🙂